Social- og sundhedspolitik
Brev fra Cystisk Fibrose foreningen til Sundhedsministeren,
Kære Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen,
Den ulykkelige hændelse med den aflyste lungetransplantation fredag den 30. november 2001 har i de seneste døgn gentagne gange været beskrevet i medierne, men vi skal alligevel her til orientering ridse forløbet op. Et af Cystisk Fibrose-foreningens medlemmer, CF-patient Per Christiansen (PC), 28 år, som i to år har stået på venteliste til en livreddende lungetransplantation, kom fredag eftermiddag sin store drøm nærmere, da Rigshospitalets transplantationscenter telefonisk meddelte ham, at der var to donerede lunger til rådighed. Med til PCs historie hører, at han også den 8. november i år var indkaldt til transplantation, men operationen måtte i sidste øjeblik aflyses pga. infektion i donorlungerne; trods forståelig skuffelse i den anledning har PC udtrykt taknemlighed over lægernes omhu. Stor var glæden derfor, da PC i fredags atter fik stillet en lungetransplantation i udsigt, men kort efter at ambulancen havde forladt bopælen i Odense helt præcist ved Storebæltsbroen kom den uventede kontraordre fra Rigshospitalet: Operationen aflyst på grund af kapacitetsmangel, - der var ikke sygeplejersker til rådighed på intensivafdelingen til at passe PC efter transplantationen. Ambulancen vendte om og kørte PC tilbage til hjemmet. Vi behøver næppe beskrive PCs emotionelle situation fortvivlelse og skuffelse er åbenbar. Tilbage på ventelisten vidende om, at tiden er tæt ved at rinde ud for ham så nær ved og alligevel ikke. Derfor, kære Sundhedsminister, hjælp patienter på venteliste til lungetransplantation ved at finde ud af, hvad der er galt på Rigshospitalets intensivafdeling. Indtil for få døgn siden havde vi absolut ingen anelse om, at der var kapacitetsproblemer på afdelingen, men PCs forløb og udtalelser i denne anledning i pressen af repræsentanter for sygeplejerskerne, af centerdirektør Henrik Eriksen m.fl. giver os stærk formodning om, at intensivafdelingen slet ikke er normeret til at kunne påtage sig transplantationsopgaven. I medierne har været omtalt, at aflysning af transplantationen i fredags pga. kapacitetsproblemer på netop intensivafdelingen ikke er en enlig svale, men noget som både er sket tidligere og vil ske igen. Denne situation er for cystisk fibrose-patienterne helt uantagelig. I årevis har vi med baggrund i det lave antal organer til rådighed - og med støtte fra bl.a. Sundhedsstyrelsen - slidt og slæbt sammen med kollegaforeninger, der som vi har medlemmer, der kan få brug for en transplantation for at få befolkningen til at tage stilling til organdonation. I de seneste måneder har det forlydt, at situationen er ved af vende, og at der nu er flere organer til dødssyge medborgere. Men når det så viser sig, at intensivafdelingen ikke kan overkomme transplantationerne, må vi imødese, at befolkningens velvilje til organdonation ophører. Vi har i de foregående uger hørt mange
politikerudtalelser om, at der er behov for at forbedre visse forhold i sundhedsvæsenet,
- her er et oplagt eksempel. Det har dog i den nuværende sag også været nævnt, at der
slet ikke er mulighed for at rekruttere sygeplejersker nok. Vi tillader os at tvivle på
dette som eneste forklaring på problemerne og henviser til udtalelser fra Dansk Sygeplejeråd (DS), som peger på, at manglen på
intensiv-sygeplejersker skyldes arbejdsmiljøet på afdelingerne. "Hvis man kan
forbedre vilkårene afgørende, vil det måske også lykkes at fastholde sygeplejerskerne
og samtidig rekruttere nye", sagde konstitueret direktør i DS Kirsten Kenneth Larsen
til Politiken i går. For ca. 10 år siden blev det af myndighederne besluttet, at lungetransplantationer i Danmark skulle finde sted på Rigshospitalet, og vi beder Dem derfor indtrængende om sammen med Rigshospitalets ledelse at få kulegravet hvilken normering - af både læger og sygeplejersker, der er behov for på intensivafdelingen for at kunne udnytte donerede organer. Det er efter vor opfattelse helt urimeligt at bygge et transplantationsprogram på, at sygeplejerskerne gang på gang på gang kaldes ind til tjeneste i deres fritid. Så hvis de økonomiske ressourcer er for få ja, så tigger og beder vi om at få tilført flere midler til området. Med venlig hilsen Landsforeningen til Bekæmpelse
af Cystisk Fibrose Hanne Tybkjær
Kopi af dette brev sendt til: Adm. direktør Jørgen Jørgen,
Rigshospitalet |