Vi kan godt!!! Af ANE NIELSEN (CF)
I efteråret 2001 var jeg i 3 måneder på rundrejse i Kina, Tibet, Nepal og Indien. Jeg rejste med 2 veninder, og vi havde den mest fantastiske tur! Jeg tænkte, at jeg ville skrive et indlæg til CF-bladet om min tur til information og/eller inspiration til andre CF’ere og pårørende. Torsdag d.2. august tog vi af sted fra
Kastrup lufthavn mod Beijing i Kina. Beijing var fantastisk med alle de kinesere, som alle
var vældig nysgerrige efter at se, hvad vi nu var for nogle, og mange folk, især
familier, ville tage billeder af os sammen med deres børn. Der var nok at se på, og
eftersom vi havde planlagt at se både den kinesiske mur, sommerpaladset og den forbudte
by samt selvfølgelig bylivet med de mange Efter en uges tid i hovedstaden rejste vi videre sydpå med tog igennem Kina. Efter ca. 10 dage med holdt i forskellige byer endte vi i den store by Chengdu. Her tilbragte vi en uges tid, hvor vi for alvor oplevede de mange rismarker og bønder, og vi besøgte flere buddhistiske templer og nød den afslappende atmosfære der og i de store populære tehuse. Så gik turen videre med fly ind i Tibet. Lhasa, som er hovedstaden i Tibet, ligger i ca. 4000 meters højde, så vi var forberedte på, at det var nødvendigt at akklimatisere os, før vi skulle foretage os noget. Der gik heller ikke mange timer, før hovedpinen sneg sig ind på mig. Vi boede på 2.,sal på vores hotel, så det tog da også sin tid at få sig selv hevet op af trapperne, men sådan var det nu for os alle. Efter en lang hviledag var vi klar til at se, hvad Lhasa havde at byde på. Hvilket syn! Det var et kæmpe kulturchok uden sammenligning. Der var så utroligt mange munke og nonner (de ligner hinanden næsten til forveksling), som bare smilede til alle, de mødte. De så så rare og muntre ud. De tibetanske kvinder var utroligt flotte i deres grå dragter med farverigt stribet forstykke og med deres lange flettede sorte hår. Det var virkelig en spændende oplevelse at komme ind i templerne og fornemme den stærke tro og hengivenhed, tibetanerne føler for buddhismen. De næste dage blev jeg ved med at have hovedpine om natten, men om dagen havde jeg det godt. På et eller andet tidspunkt måtte vi jo begive os videre mod Nepal, og derfor lejede vi en jeep med chauffør til at køre over land gennem Tibet og ned til den nepalesiske grænse. Det var en 5 dages tur, hvor vi overnattede på gæstehuse og hoteller i byerne, vi kom forbi. Vores chauffør havde jo kørt turen mange gange og kendte det hele, så det var nemt. Den tur var helt sikkert den bedste oplevelse, jeg har haft på de 3 måneder, og det er vi 3 piger vist enige om. Aldrig har jeg set så flot et landskab, op og ned ad bjergene, en rimelig hård tur, for veje i Tibet er en ”by i Rusland”! Er man heldig, finder man en sti, som er nogenlunde ryddet for sten, så det var især hårdt for min mave. Den havde det ikke ret godt på den jeep-tur. En dag kørte vi op forbi Everest basecamp Tibet, som ligger i ca. 5200 meters højde. Det var nu ikke meget mere end et par telte og et skilt, men det er nu sjovt at have været der. Vi skulle overnatte ved et kloster ikke langt fra basecamp. Der havde jeg det nu ikke ret godt. Jeg var ør i hovedet og svag i knæene. De folk, som stod for gæstehuset, gav mig en lille iltflaske. Dem havde de mange af, for der var tit folk, som havde problemer med højden så langt oppe. Så sad jeg og suttede lidt i den og kom til hægterne igen, og så kunne vi begive os videre på vores tur. Vi kørte forbi utallige Yakokser og mødte en masse dejlige venlige tibetanere og fik spist en masse ris og kål, hvilket syntes at være det eneste på menukortet, som de faktisk havde, medmindre man havde mod på at smage yak-oksesteg… Efter at vi var blevet smidt af ved grænsen, havde klatret over kilometerlange jordskred og kørt i kreaturvogn, kom vi frem til Kathmandu, Nepals hovedstad. Det var noget af et turistmekka, men lige hvad vi trængte til, for her kunne man få alt lige fra pizza og møre bøffer til et varmt bad! Der var rig mulighed for shopping i Kathmandu, og det var da også det, vi brugte mest tid på, mens vi var der. Vi tog på en 2 dages river rafting tur og derefter en 3 dages jungle safari med elefant ridning, krokodille sejlads osv. Det var enormt sjovt at rafte! Om natten skulle vi sove i telt, hvilket ikke var det heldigste, eftersom det var monsun tid i Nepal på det tidspunkt… Junglesafarien var et ophold i en naturpark, og det var rigtig hyggeligt og spændende. Længere sydpå i Nepal ligger byen Pokhara, hvor vi skulle komme til at have et noget længere ophold end forventet. Der skete nemlig det, at jeg blev syg. Jeg begyndte at få mavekramper og blev klar over, at jeg måtte opsøge en læge. Bestyreren af hotellet, hvor vi boede, vidste, at der lå et ”Nursing Home” altså en slags privathospital ikke langt fra, hvor vi boede. Der tog vi så hen, og jeg blev undersøgt, og lægen sagde, at de ville beholde mig og finde ud af, hvad jeg fejlede. Heldigvis kunne mine veninder også bo der på min forsikring. Næste dag fik jeg taget blodprøver, røntgenbilleder, og så blev jeg scannet. Jeg lå med drop og fik noget IV-vitamin væske, for de turde ikke lade mig spise noget. Ud fra prøverne var man kommet frem til, at jeg havde en infektion eller inflammation i bugspytkirtlen, og de ville give mig antibiotika og beholde mig på hospitalet. De ansatte var enormt søde, og jeg følte, at jeg var i gode hænder. Jeg fik indsprøjtninger for mavekramperne, som kom engang imellem, og så lå jeg ellers bare og kedede mig og så fjernsyn og ventede på at blive rask. Jeg var indlagt i 5 dage. På et tidspunkt da jeg var blevet lidt friskere, ringede jeg til P.O. Schiötz på CF-Centret på Skejby Sygehus, og han fortalte mig, at det ikke var noget alvorligt i den forstand, at jeg sagtens kunne rejse videre uden at bekymre mig. Det var nu betryggende lige at høre hans mening. Jeg ringede ikke til mine forældre. Jeg tænkte, at de jo alligevel ikke kunne gøre hverken til eller fra, så det eneste der ville komme ud af det var, at de ville være syge af bekymring, eller i værste fald tage det første fly til Nepal, hvilket absolut ikke var nødvendigt. Jeg har først fortalt dem om det nu, efter jeg er kommet hjem, og jeg tror, de er enige i, at det nok var godt ikke at ringe hjem. Jeg blev jo frisk og rask igen, så vi endelig kunne rejse videre til Indien. Indien var en helt unik oplevelse og også noget af en prøvelse. Det vil jeg nu ikke fortælle mere om, for så bliver indlægget vist for langt, derfor kun et par fotos fra Indien. Det, jeg egentlig ville med denne historie, var at vise, at selvom de er super dygtige både på Rigshospitalet og på Skejby, så bør det ikke holde os CF’ere hjemme. De kan også godt i udlandet! Og vi kan også godt!!! Jeg har næsten ikke været hjemme i et år nu. November 2000 tog jeg til Geilo i Norge for at arbejde og stå på ski. Jeg var hjemme i april i 3 uger, inden jeg tog på 1 måneds surf tur til Hawaii. I sommers arbejdede jeg 6 uger på vaskeri herhjemme for at skrabe resten af pengene sammen til min Asien rejse. I november var jeg lige hjemme i 15 dage, hvor jeg så kunne nå min IV-pseudomonas kur, og tog derefter 4½ måned til Schweiz for igen at lufte skiene og tjene en masse penge forhåbentlig…
|
