CF-patienter er udsat for adskillige faktorer, som kan påvirke vækst og udvikling. Lungeinfektioner, nedsat optagelse af fedt i kosten og nedsat sukkerstofskifte medvirker alle til at øge energiforbruget og CF-patienter skal derfor indtage en relativ stor mængde kalorier for at opretholde normal højde og vægt.

Puberteten er en sårbar periode, hvor mange CF-patienter oplever perioder med dårlig trivsel og forsinket udvikling og mange sygdomstegn viser sig netop første gang i årene omkring puberteten, f.eks. den kroniske pseudomonas infektion, det nedsatte sukkerstofskifte og flere andre.
De grundlæggende mekanismer for den påvirkede vækst og forsinkede pubertet er imidlertid ikke særlig kendte.

Anaboliske eller opbyggende hormoner som insulin lignende vækst faktor-I (IGF-I), væksthormon og kønshormoner er nødvendige for normal vækst og udvikling og der er adskillige grunde til a tro at netop disse hormoner er nedsatte hos patienter med CF.

Tidligere studier har vist forskellige grader af nedsat vækst, reduceret body mass index (BMI) og forsinket pubertetsudvikling hos patienter med CF. Væksthormon og IGF-I har imidlertid kun været sparsomt belyst.

Formålet med denne undersøgelse var derfor at undersøge:
- Væksten hos CF-patienter
- Vækstfaktoren IGF-I og dens bindings protein-3 (IGFBP-3) hos CF-patienter
- Væksthormon status hos voksne CF-patienter

Væksten hos patienter med CF: I en tværsnitsundersøgelse fandtes det at både højde og BMI var nedsat i forhold til raske kontrolpersoner. Den påvirkede vækst sås allerede ved fødslen, og den nedsatte højde var lige udtalt hos yngre såvel som ældre patienter. Benlængden var normal i forhold til kroppens længde, mens knoglealderen var forsinket hos både de små og større patienter. En meget forsinket pubertet vil medføre meget lange ben i forhold til kroppen og en særlig forsinket knoglealder i årene omkring puberteten. Den forsinkede pubertet hos CF-patienter synes derfor ikke at være tilstrækkelig til at påvirke patienternes kropsproportioner og knoglealder.

Hos de udvoksede patienter undersøgtes sluthøjden i forhold til forældrenes højde. Forældrenes højde var normal, mens patenternes sluthøjde var nedsat.
Endelig blev det undersøgt om der var sket en ændring i højde og BMI i perioden fra 1950’erne til 1990’erne i takt med at behandlingen og overlevelsen er markant forbedret.

Højden var ikke forbedret i løbet af de 40 år. Dette kan formentlig forklares af at de ældste patienter som deltog i undersøgelsen repræsenterede patienter med et relativt mildt sygdomsforløb. Mange patienter født tilbage i 1950’erne og 1960’erne med et mere alvorligt sygdomsforløb overlevede ikke til denne undersøgelse og deres højdemål indgik derfor ikke. Det kunne imidlertid også forklares af, at den nedsatte vækst var knyttet til det syge gen (CFTR-genet) og dermed uafhængig af den forbedrede behandling.

BMI steg derimod hos patienter i aldersgrupperne 5, 10 og 15 år i perioden fra 1950’erne til 1960’erne. Dette afspejler formentlig den forbedrede behandling, som har ført til en bedre overlevelse og bedre tilstand gennem puberteten.

Fundene tyder på at den nedsatte vækst, som ses hos CF-patienter, ikke kun er et resultat af lungeinfektionerne og den nedsatte fedtoptagelse. Det kan også være knyttet til det syge CFTR-gen. Forskellen i væksthæmning hos CF-patienter i de forskellige CF-centre er derfor ikke nødvendigvis kun knyttet til forskelle i behandlingsprincipper, men måske også til forskelle i de forskellige typer af gener, som medfører CF.

Vækstfaktorerne IGF-I and IGFBP-3 hos CF-patienter: I en tværsnitsundersøgelse blev det fastslået at IGF-I og IGFBP-3 var nedsat hos CF-patienter sammenlignet med raske kontrolpersoner. Koncentrationerne af IGF-1 og IGFBP-3 viste sammenhæng med BMI og lungefunktion ligesom patienter med påvirket leverfunktion havde lavere koncentrationer af vækstfaktorerne sammenlignet med patienter med normal leverfunktion. BMI, lungefunktion og leverfunktion kunne imidlertid kun forklare en del af variationen i vækstfaktorerne.

Der fandtes ingen forskelle i niveauet af vækstfaktoreren IGF-I og IGFBP-3 hos CF-patienter med sukkersyge sammelignet med patienter med normal sukker balance. Hverken i årene før sukkersygen blev opdaget eller i årene efter, at der blev startet insulinbehandling. Dette er helt forskelligt fra patienter med "almindelig sukkersyge", men forhindrer at IGF-I og IGFBP-3 kan bruges som markør for udviklingen af sukkersyge hos patienter med CF.

IGF-I viste heller ikke nogen variation i forbindelse med de planlagte antibiotikakure for kronisk pseudomonasinfektion. IGFBP-3 viste derimod udsving i koncentrationen i takt med graden af infektion i lungerne. Det synes imidlertid ikke som om IGFBP-3 frembød nogle fordele fremfor de kendte blodprøver, der bruges til at følge den kroniske infektion.

De ret beskedne æmdringer i vækstfaktorerne i relation til infektionen kan formentlig skyldes, at patienterne behandles forebyggende hver tredje måned, netop for at undgå at de mellem kurene bliver meget syge. Det kan midlertid også skyldes at mange patienter får forbigående påvirkning af leverfunktionen under en antibiotikakur, idet begge vækstfaktorerne hovedsageligt dannes i leveren.

Væksthormon status hos voksne patienter med CF: Til slut blev den spontane og den stimulerede væksthormonudskillelse målt. Væksthormon dannes i bølger døgnet igennem, og en enkelt blodprøve kan derfor ikke bruges til, at afgøre om dannelsen af væksthormon er normal. Både den spontane og den stimulerede væksthormonudskillelse var normal hos CF-patienter sammenlignet med raske kontrolpersoner. Tidligere undersøgelser har vist at høje kocentrationer af væksthormon øger tendensen til sukkersyge. Det blev derfor også undersøgt, om der var forskel i udskillelsen af væksthormon hos CF-patienter med sukkersyge sammelignet med CF-patienmter med normal sukkerbalance. Der var ingen forskel i udskillelsen af væksthormon hos patienter med sukkersyge sammelignet med patienter uden sukkersyge. Teorien om at væksthormon kunne være en medvirkende årsag til udviklingen af sukkersyge hos CF-patienter måtte derfor forkastes.

Hos andre sygdomsgrupper er det vist at lave koncentrationer af IGF-I og IGFBP-3 falder sammen med en øget koncentration af væksthormon. Dette synes ikke at være tilfældet hos CF-patienter, hvorfor de må formodes at have en vis form for resistens elller modstandsdygtighed overfor det væksthormon som findes. Det kunne imidlertid også hænge sammen med andre forhold som en forstyrrelse i hypofysens funktion.

Dette studie har besvaret en række spørsmål om hormonernes funktion i relation til vækst og udvikling hos patienter med CF. Der er imidlertid stadig uafklarede spørgsmål, som må undersøges nærmere, før det kan afgøres, hvorvidt udvalgte CF-patienter kunne have gavn af behandling med væksthormon, vækstfaktorer eller kønshormoner.

Studiet har åbnet et nyt perspektiv i behandlingen af cystisk fibrose. Vækst og udvikling har tidligere spillet en underordnet rolle i forhold til andre truende sygdomsmanifestationer. I takt med den forbedrede behandling og overlevelse bliver vækst og udvikling imidlertid en vigtigere del af CF-patienternes liv. Ikke mindst i relation til de seneste års udvikling i CF-patienternes mulighed for at blive forældre, er normal vækst og udvikling selvsagt en forudsætning. I forsøget på at forbedre CF-patienternes liv må behandlingen derfor i fremtiden også rette sig mod at forbedre vækst og udvikling.