Kloner er gode, gensplejsede kloner er bedre

AF JOHN-ERIK STIG HANSEN
Fra CF-Blad 2/2000

Kloning af mennesker eller blot menneskeceller, der potentielt kunne udvikles til nye mennesker, fokuserer ikke alene på tekniske spørgsmål. Naturligvis er det afgørende at have en vis forståelse af, hvad der egentligt er tale om - ikke mindst for at kunne skelne mellem, hvad vi kan tillade og hvad vi bør forhindre. Men den virkelige udfordring ligger måske i, at turde overveje, hvad vi selv er, hvad det er der gør os til et menneske, og ikke mindst hvornår vi er et menneske med alle de rettigheder, vi ønsker at beskytte os med. Kun en sammentænkning af såvel biologiske som filosofiske forhold vil give os et ordentligt grundlag for at tage stilling.

I de første dage efter en ægcelle er blevet befrugtet af en sædcelle, dannes nye celler, som alle er totipotente, dvs. hver eneste af cellerne fra det meget tidlige foster kan vokse og danne alle væv i et menneske. Isolerer man en enkelt celle på dette tidlige tidspunkt, kan man principielt danne et nyt menneske ud fra denne enkelte celle. Naturligt sker dette faktisk af og til, når der dannes enæggede tvillinger, som altså er naturligt forekommende kloner. Tvillingdannelse kan ske helt frem til 14. dag, hvor fosteret udvikler en særlig struktur kaldet neuralfuren. Efter dette tidspunkt begynder cellerne at udspecialisere sig til de forskellige væv og organer, der har forskellig funktion i organismen, og disse celler mister herved deres totipotente evne.

Interessen for de meget tidlige begivenheder i fosterets udvikling stammer imidlertid ikke så meget fra muligheden for at lave flere enæggede tvillinger. Interessen skyldes især muligheden for at anvende de tidlige fosterceller til transplantation. Sådanne embryonale stamceller kan måske bruges til at fremstille nyt væv hos patienter, hvor vævet er ødelagt. Eksperimentelt har man f.eks. brugt embryonale stamceller til patienter med Parkinsons sygdom. Her er nogle særlige nerveceller i hjernen gået til grunde, og især svenske forskere har brugt embryonale celler til at genskabe de manglende hjerneceller hos voksne Parkinson-patienter.

Visionen er, at man kan isolere embryonale stamceller fra tidlige fostre og bruge dem til at behandle flere forskellige sygdomme, hvor organer eller væv er beskadiget eller gået til grunde. Det drejer sig eksempelvis om de såkaldt neurodegenerative sygdomme som Huntingtons syndrom, Alzheimers sygdom og amyotrof lateral sklerose eller andre sygdomme - f.eks. diabetes og levercirrhose - hvor livsvigtige organer er ødelagt. Så langt er man endnu langt fra, men forskningsmæssigt satses der på at etablere embryonale cellebanker ud fra nogle få embryoner og at høste stamceller herfra til at kunne forsyne i princippet tusindvis af patienter i fremtiden med embryonale stamceller. Forskningen går bl.a. også ud på at kunne påvirke de embryonale stamceller, så de udvikler sig i en bestemt retning, f.eks. hjernevæv, levervæv eller bloddannende væv.

Et af problemerne med embryonale stamceller fra en cellebank er, at disse celler vil have en anderledes genetisk sammensætning end modtageren, hvis immunforsvar derfor kan reagere og afstøde cellerne. Det kan især være et problem ved transplantation af celler uden for hjernen, som er beskyttet mod immunforsvarets afstødningsreaktion. Problemet forestiller man sig at kunne løse ved at udskifte en embryonal stamcelles arvemasse med arvemassen fra den pågældende patient. Det kan gøres ved såkaldt somatisk kerneoverførsel, hvor arvemassen (kernen) fra en af patientens egne celler tages ud og sættes ind i en ægcelle, hvorfra kernen er fjernet. At dette er muligt blev første gang vist, da fåret Dolly blev klonet efter overførsel af moderfårets arvemasse til en ægcelle, der efterfølgende blev lagt op i fårets livmoder og resulterede i udviklingen af et nyt foster. Det terapeutiske mål er imidlertid ikke at bruge den kernetransplanterede stamcelle til reproduktiv kloning (dvs. udvikling af et nyt individ) men derimod til fremstilling af stamceller til behandling af den pågældende patient. Skillelinjen går her ved, om man oplægger den kernetransplanterede celle i en livmoder mhp. udvikling af et foster, eller om man dyrker videre på den kernetransplanterede celle i laboratoriet mhp. behandling af en bestemt patient.

Men mulighederne er ikke udtømt med det. I nogle tilfælde kan patientens egen arvemasse indeholde en genetisk fejl, der er årsag til sygdom hos patienten. Sådanne genetiske sygdomme kender man tusindvis af, og gennem de seneste år har man forsøgt at udvikle genterapi til behandling af bl.a. den slags sygdomme. Indtil nu er det kun lykkedes i nogle få tilfælde at indsætte et normalt gen i syge patienters celler og få genet til at fungere, så sygdommen bliver helbredt. Det har nemlig vist sig, at nyindsatte gener modvirkes af nogle processer i cellerne, som man endnu kun kender delvist, men som nedlukker det nyindsatte gens funktion. Her forestiller man sig, at embryonale stamceller vil være mere tolerante overfor nye gener og undlade at nedlukke et behandlings-gen, der skal rette op på en evt. defekt i arvemassen. Potentielt vil man altså kunne behandle mange forskellige genetiske sygdomme ved at overføre en bestemt patients arvemasse til en embryonal stamcelle, indsætte nye gener til korrektion af den relevante defekt, og så overføre de fremstillede stamceller til patienten evt. efter opdyrkning i laboratoriet. De sygdomme, der i første række kan komme på tale, er f.eks. hæmofili, visse former for muskelsvind, medfødte immundefekter og stofskiftesygdomme, men også visse erhvervede sygdomme som f.eks. AIDS vil være en mulighed.

Embryonale stamceller kommer i første række fra ægceller, der er i overskud efter reagensglasbefrugtning. Her bruger man ofte kun en mindre del af de befrugtede ægceller til oplægning i en kvinde, der søger behandling for barnløshed. De resterende ægceller nedfryses og opbevares i op til fem år, hvorefter de destrueres. Sådanne overskydende ægceller kan bruges som udgangspunkt for embryonale stamceller eller til etablering af stamcellebanker. Uanset om man på lidt længere sigt måske ikke vil have brug for ægceller eller tidlige fostre og udelukkende anvende embryonale stamceller fra en etableret cellebank, så er de etiske overvejelser grundlæggende de samme. Den oprindelige ægcelle og i nogle tilfælde også de embryonale stamceller kan jo betragtes som begyndelsen på menneskeligt liv, og de vil i hvert fald principielt have potentialet til at udvikle sig til et menneske, hvis ellers de blev oplagt i en kvindes livmoder. Så det første etiske problem drejer sig om, hvorvidt en befrugtet ægcelle allerede fra det tidligste tidspunkt er at regne for et menneske med alle de rettigheder, der heraf følger. Skulle dét nemlig være tilfældet, så ville anvendelse af den befrugtede ægcelle eller det meget tidlige foster til et hvilket som helst formål, der ikke direkte tjente denne ægcelles egen interesse (dvs. ret til liv) være et utilladeligt overgreb, og embryonal stamcellekloning måtte afvises.

Til afklaring af dette spørgsmål kan man som udgangspunkt sige, at et menneske er et individ og ikke blot en ansamling af gener. Gener definerer ikke et menneske, hvilket måske tydeligst ses af enæggede tvillinger, der jo genetisk er identiske, men alligevel ubestrideligt to unikke individer. Tvillingdannelse af det tidlige foster kan naturligt ske frem til dannelsen af neuralfuren 14 dage efter befrugtningen. Det betyder, at individualitet ikke er til stede i det meget tidlige foster, og i hvert fald ikke indtræder inden for de første 14 dage. Denne tidsmæssige skillelinje er da også lagt til grund for de engelske retningslinjer for forsøg med befrugtede ægceller og tidlige fostre: Frem til fjortende dag er forsøg tilladt såfremt befrugtede æg, der har været genstand for forsøg, ikke oplægges i en kvindes livmoder mhp. udvikling af et foster. Nu udvikler et foster jo individualitet på et eller andet tidspunkt, men når det som minimum kan konstateres, at det sker efter 14. dag, kan der i hvert fald ind til da ikke være tale om et menneske i fuld forstand. Hvilke rettigheder, om nogen overhovedet, der skal tilskrives det befrugtede æg ind til dette skæringstidspunkt, er vanskeligere at afklare. Det vil bl.a. bero på, hvilken betydning man vil tillægge det forhold, at det befrugtede æg har potentialet til at udvikle sig til et menneske.

Selvom det er den moderne teknologi, der nu bringer disse spørgsmål i fokus, så er det ikke første gang det tidlige fosters status har været til overvejelse. På koncilet i Vienne 1311-1312 forbød man at døbe et spontant aborteret foster, hvis det endnu ikke havde genkendelig menneskelig form. Og helt op i det 19. århundrede fulgte kristne filosoffer og teologer den opfattelse, som den antikke filosof Aristoteles og middelalderens store teolog Thomas Aquin fremlagde, nemlig at der er en tæt sammenhæng, en komplementaritet, mellem den materielle og sjælelige udvikling. Derfor fastlagde man, at fosteret først har en sjæl, og altså først er fuldt menneske, efter 40-80 dages udvikling.

Embryonale stamceller kan altså ikke i sig selv tilskrives status og rettigheder som et menneske, og det ville ikke være et overgreb på et andet menneske, hvis man udelukkende anvendte disse celler til kloning og behandling, som beskrevet ovenfor. Hvis man derimod forestillede sig, at man lod fosteret udvikle sig ud over 14. dag og længere hen i udviklingen, hvor også organer er begyndt at dannes, så ville det være langt mere betænkeligt at anvende fosteret eller dets dele til f.eks. organtransplantation. Her ville man ikke kunne afvise, at der var tale om et menneskeligt individ, og anvendelse af dette individs organer som "reservedele" for selv svært syge mennesker ville være et overgreb på menneskerettighederne.

I debatten har der også været rejst betænkeligheder over, om udvikling og anvendelse af embryonal stamcellekloning kunne være første skridt på vejen mod reproduktiv kloning af mennesker og evt. endda genetisk modificerede mennesker, således som man kender det fra såkaldt transgene dyr. Hertil er vel kun at svare, at den mulighed foreligger, men at der ikke er nogen indbygget tvang til at gøre det. Selv hvis man skulle betragte reproduktiv kloning af mennesker som et utilladeligt misbrug af kloningsteknologien, så ville dette i sig selv ikke kunne begrunde afvisning af stamcellekloning, hvis denne form for kloning kunne give svært syge mennesker en afgørende behandling, der ellers ikke fandtes. Det ville nemlig være etisk uforsvarligt at undlade at hjælpe syge mennesker med den begrundelse, at andre måske kunne misbruge den samme teknologi til andet formål. Vi undlader jo heller ikke at bruge hjertemedicin, selvom den samme medicin kan bruges som en dræbende gift. Vi skelner mellem tingene og opsætter et forbud mod det misbrug, vi ikke vil acceptere.

Endnu ligger anvendelsen af embryonal stamcellekloning, somatisk kernetransplantation og genterapeutisk modifikation et godt stykke ude i fremtiden. Det der skal tages stilling til er, om samfundet vil tillade og evt. stimulere en forskning, der vil gøre en sådan anvendelse mulig. Efter min mening understøtter de etiske overvejelser klart, at man bør iværksætte og understøtte denne udvikling men under stadig og tæt offentlig overvågning for at sikre mod en uacceptabel udvikling. Samtidig er jeg overbevist om, at der ligger et meget stort potentiale i anvendelsen af stamceller til behandling af sygdomme, vi i dag ikke kan gøre meget ved. Det ville derfor ikke alene være forkert at bremse denne teknologi, men tværtimod burde vi stimulere til en både forsvarlig og gavnlig videreudvikling af kloningsteknologien.