logo-internet-15-01-04.jpg (18062 bytes)

 

Ginseng

Af ERIK WENDEL og HANNE TYBKJÆR,
Fra CF-Blad 4/2002

 

Der har i de seneste måneder været en række avisartikler i dagspressen, der omtaler Ginseng som et vidundermiddel i forbindelse med cystisk fibrose- behandling. Overskrifter som: ”Den er god nok med Ginseng”, ”Ginseng styrker immunforsvaret” og ”Ginseng er godt” efterlader læserne med det klare indtryk, at forsøg med Ginseng på Rigshospitalet umiddelbart kan overføres til egentlig behandling af CF-patienter. Sådan forholder det sig desværre ikke.

Professor Niels Høiby, Klinisk Mikrobiologisk afd. på Rigshospitalet oplyser, at der i flere år har været et samarbejde mellem hans afdeling og Universitetet i Nanning, Sydkina samt Danmarks Farmaceutiske Højskole. Ifølge Niels Høiby har samarbejdet været finansieret af Danida og har blandt andet betydet udveksling af læger mellem institutionerne, hvor nogle af de kinesiske forskere med anvendelse af moderne videnskabelige metoder har søgt at afdække effekten af kinesisk urtemedicin i vore dages sygdomsbehandling.

Disse forskningsprojekter har bl.a. ført til en Ph.D. afhandling ved Københavns Universitet af dr. Zhijun Song, der er hovedmanden bag arbejdet, som han i en årrække udførte på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Som udgangspunkt skal man gøre sig klart, at alle forsøg med Ginseng har været udført i såkaldte dyremodeller og ikke på patienter.

 

Undersøgt i dyreforsøg

Metoden i dyreforsøgene har været at inficere rotter og mus med bakterien Pseudomonas aeruginosa ved at sprøjte bakterien direkte ned i dyreres  lunger indkapslet i mucoid slim. Rotterne har således været kronisk inficeret, selvom forsøgene ikke har varet mere end nogle få uger. Men fordi dyrene ikke umiddelbart døde efter inficeringen, har man kunnet betragte dyrene i modellen  som  kortvarigt kronisk inficerede. Dyrene har i forsøgsbehandlingen været inddelt i to grupper. Den ene gruppe har modtaget behandling ved at få sprøjtet et ginseng-ekstrakt ind i huden dagligt. Den anden gruppe, kontrolgruppen, har modtaget placebo behandling (snydestof) i underhuden i form af saltvandsinjektioner.

Ifølge Niels Høiby har forsøgsresultaterne vist, at ginseng-ekstraktet har en overbevisende effekt som immun-modulerende medicin. Det vil sige, det kan ændre immunsvaret overfor den kroniske P.a -infektion fra en aggressiv og skadelig type til en mindre aggressiv og mindre skadelig type.  Niels Høiby understreger, at selv om Ginseng er et  interessant præparat, skal man være opmærksom på, at det er et EKSTRAKT af Ginseng-roden, der har været anvendt i dyreforsøgene bestående af mindst 200 forskellige komponenter. Forskerne ved ikke, hvilke(n) af komponenterne der er den (de) virksomme. Man ved derfor heller ikke, om det ene Ginseng produkt sammenlignet med et andet har samme effekt, eller om forskellige portioner af Ginseng af samme fabrikat har samme effekt, når de er lavet på forskellige produktionstidpunkter.
Man har således ingen viden om optimal dosering til patienter, og man har heller ingen viden om eventuelle bivirkninger ved langtidsbrug. Der er altså kun tale om forsøg på dyr, og mennesker er som bekendt ikke identiske med rotter og mus.

 

Mere forskning nødvendig

Mange vil sikkert spørge, om man så ikke bare kan udarbejde en forsøgsprotokol med deltagelse af ”rigtige” patienter, så man kan undersøge effekten af ginseng hos CF-patienter, men der er ingen aktuelle planer herom. Årsagen er iflg. Niels Høiby, at et sådant forsøg ikke vil kunne leve op til de gældende standarder for forsøg på mennesker med medicinske produkter (Good Clinical Practice), fordi man ikke har afdækket den aktive komponent og derfor ikke med sikkerhed kan sige, hvilken dosering der bør anvendes.

Man kan derfor ikke betragte ginseng som et lægemiddel, men udelukkende som et naturprodukt, der har vist sig at have gavnlig effekt i dyreforsøg under ganske specielle omstændigheder, som kan minde om den kroniske P.a.-infektion hos patienter med CF.

Mere forskning for at afdække den aktive komponent ved ginseng er således nødvendig, og som det blev nævnt af overlæge Christian Koch, CF-Center-RH, på CF.familiekurset i november, er det derfor alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt ginseng har nogen virkning hos CF-patienterne – og om eventuelle skadelige bivirkninger ved anvendelse gennem længere tid.