Fysisk
aktivitet og cystisk fibrose Af ERIK WENDEL,
Generelt om fysisk aktivitet Danskerne
er blevet et dovent folkefærd – især hvis vi sammenligner os med vore nordiske
naboer. Vi har ikke set sammenhængen mellem motion, krop og sjæl – vil nogle
hævde. Tiden
og vort samfund er i stigende grad begyndt at sætte fokus på begrebet motion som et
middel til at forbedre folkesundheden. For 20 år siden var det tobakken, der stod for
skud. Dengang var der få, der ville erkende, at rygning var direkte sundhedsskadelig. Det
vil sige – de fleste havde det nok på fornemmelsen, men derfra og til at sige at det
var direkte livsfarligt, var der unægteligt et godt stykke. I dag er holdningen vendt. Nu
ved ethvert barn, at det er skadeligt at ryge, og hvis en enkelt ryger skulle have glemt
det, så behøver han eller hun blot at kaste at blik på de tydeligt trykte advarsler på
tobakspakningerne. Det
forlyder, at en stor del af danskerne ikke får nok motion, og »dovenskab« har her i det
nye årtusinde overhalet rygning som den store trussel mod folkesundheden. Manglende
fysisk aktivitet og forkert livsstil nævnes af flere som en af de vigtigste årsager til
bl.a. hjerte-karsygdomme, sukkersyge og knoglesygdomme. Der
er udbredt enighed om, at motion er godt for kroppen. Motion styrker hjertet, stimulerer
kredsløbet, øger ventilationen af lungerne, optræner vores koordinationsevne og balance
m.m. Alt
i alt giver regelmæssig motion en bedre fysisk funktion i vores dagligdag. Man bliver
mindre forpustet, når man løber efter bussen eller går op ad trapper, og puls og
åndedræt falder hurtigere tilbage til det normale niveau. Den
generelle forklaring på danskernes »dovenskab« er, at vi er prægede af tidens
behagelighed og ikke bevæger os så meget som før. Hvor vi tidligere cyklede på
arbejde, tager vi nu bilen – og tager elevatoren eller rulletrappen frem for
trapperne. På
Idrætsfysiologisk klinik på Bispebjerg Hospital har man igennem mange år forsket i
fysisk aktivitet og dens indvirkning på vores krop. Her taler man om en lang række
positive effekter af fysisk aktivitet/motion. Fysisk
aktivitet/motion: Fysisk aktivitet og cystisk fibrose Vi
hører og ser hos både CF-patienter og -familier i denne tid ret stor søgning mod
diverse former for alternativ behandling – sikkert ud fra et oprigtigt ønske om selv
at gøre noget aktivt i tillæg til den etablerede CF-behandling, som CF-Centrene
anbefaler. Man
kan dog – set med en gammel CF-patients øjne – lidt provokerende hævde, at det
i realiteten er udtryk for en passiv handling, når CF-patienter/familier opsøger
alternative behandlingsformer, for man overlader jo igen til andre at gøre noget –
at foreskrive eller udføre en eller anden slags behandling. Måske leder man efter en
umiddelbar og »naturlig« løsning på alle de komplicerede problemstillinger ved CF.
Desværre er der nok ikke nogen lette veje til behandling af cystisk fibrose. Fysisk
aktivitet/motion/sport er på den anden side en oplagt mulighed, hvis man har et ønske om
selv at gøre noget aktivt som supplement til sin behandling. Fysisk aktivitet har som
før nævnt så mange umiddelbare fordele for vores krop – og der er intet der taler
for, at det ikke også skulle gælde, når man har cystisk fibrose. Det »ubehagelige«
ved fysisk aktivitet er, at det virkelig kræver en indsats af den enkelte; man skal
bevæge sig og anstrenge sig – og kommer til at svede! PEP, fysisk aktivitet, ventilation og sekretfjernelse Som
de fleste sikkert ved, er det største problem for de langt de fleste CF-patienter, at det
naturlige lag af sekret på overfladen af cellerne i lungerne er sejt som følge af den
arvelige genfejl, som forårsager en ubalance mellem væske og saltkoncentration i de
slimproducerende kirtler. Det seje sekret er svært at transportere væk, samtidig med at
sekretet er grobund for bakterier, som medfører hyppige eller kroniske lungeinfektioner.
Derfor har man gennem årene fokuseret på at bekæmpe lungeinfektioner og sikre en
effektiv sekretfjernelse fra lungerne for at mindske grobunden for bakterier. PEP-masken
blev indført i Danmark i midten af 1980’erne. Dette skete på baggrund af en lang
række (danske) videnskabelige undersøgelser, som viste, at PEP (Positive Expiratory
Pressure) er i stand til at ventilere selv de yderste små grene i lungerne, og at PEP kan
bidrage til at rense luftvejene for sekret, når PEP-teknikken bliver suppleret med stød
og host af patienterne selv. Mange
CF-patienter vælger at supplere deres PEP-behandling med forskellige former for fysisk
aktivitet, fordi de føler, at det giver dem et fysisk og psykologisk overskud i
dagligdagen. Man skal i den forbindelse være klar over, at fysisk aktivitet ikke kan
anvendes som erstatning for den lungefysioterapi, som PEP giver, fordi kun PEP kan
ventilere og flytte sekret fra de yderste små grene i lungerne. Fysisk
aktivitet påvirker ventilationen, fordi kroppens øgede aktivitet skaber et behov for
tilførsel af mere ilt til de muskler, som arbejder, men det sker primært gennem en øget
ventilation af de større luftveje, – og ikke via de yderste små grene i lungerne,
som det er tilfældet med PEP. Fysisk aktivitet er dermed et supplement til PEP. På
den anden side er der næppe tvivl om, at fysisk aktivitet også er et effektivt middel
til sekretfjernelse, selv om det ikke som PEP når ud i de yderste grene i lungerne. Det
hele lyder måske en smule teoretisk og kompliceret, men langt de fleste patienter med
tendens til sekret i lungerne ved af egen praktisk erfaring, hvad der sker, når man
anstrenger sig ved eksempelvis at løbe hurtigt efter bussen. Man bliver forpustet og
kommer let til at hoste. Er
man i tvivl om eksemplets troværdighed, behøver man blot at udføre sig egen absolut
ikke-videnskabelige test ved blot at løbe 500 meter for “fuldt tryk” og
derefter se hvordan kroppen og ikke mindst lungerne reagerer! Pulsen stiger, hjertet
hamrer, man gisper efter vejret – og man kommer uvilkårligt til at hoste, hvis der
sidder sekret i luftvejene. Alene
det, at man komme til at hoste, når man anstrenger sig, burde i sig selv være et ganske
godt argument for netop at dyrke fysisk
aktivitet i en eller anden form, når man har cystisk fibrose, og når man nu engang ved,
at sekret i lungerne ikke skaber andet end problemer på lang sigt. Fysisk aktivitet/motion og knoglebygning hos voksne
CF-patienter Let
nedsat kalkindhold i knoglerne er relativt almindeligt hos patienter med CF og kan skyldes
mange faktorer, herunder især svær kronisk infektion, men også vitaminmangel, hvis man
undlader at indtage det anbefalede tilskud af bl.a. D-vitamin. Efterhånden
som patienterne bliver ældre og ældre, er det muligt, at man vil se øget hyppighed af
knoglebrud, især hos patienter med kroniske bakterielle infektioner i lungerne. Generelt
anbefaler man fysisk aktivitet for at forebygge brud hos personer med risiko for
knogleskørhed. Grunden er, at knoglerne er en levende organisme, der ligesom vore muskler
styrker sig selv, når de bliver udsat for fysisk belastning. Når knoglerne styrkes over
tid, mindsker man også risikoen for brud på længere sigt. I fagsproget kaldes det, at
knoglerne re-modelerer på de steder, hvor de bliver belastede. Hvis man eksempelvis
løber meget, styrkes knoglerne i benene. Når man begynder at dyrke fysisk aktivitet,
styrker man på kort sigt (måneder og år) kroppens sener og muskelvæv, og på længere
sigt (over flere år) styrker man selve knoglemassen. Der
er endnu ingen, der har lavet undersøgelser, der påviser, at fysisk aktivitet også kan
mindske og forebygge risikoen for eventuelle knoglebrud hos voksne CF-patienter, som det
er tilfældet hos personer uden CF. På den anden side er der ikke noget, der i
væsentligt omfang taler imod denne hypotese, for CF-patienters knogler har også evnen
til at re-modelere, når de bliver udsat for fysiske belastninger over en årrække. En
engelsk artikel, “Exercise and Sports in Cystic Fibrosis: Benefits and Risks” af
Anthony Kevin Webb og Mary Elisabeth Dodd fra Manchester Adult Cystic Fibrosis Unit, North
West Lung Centre i UK, anbefaler da også direkte, at man som behandler opfordrer
CF-patienter til at dyrke fysisk aktivitet for at undgå reduktion af
knogletætheden/massen. Motion hos patienter med nedsat lungefunktion En
amerikansk undersøgelse, præsenteret på den nordamerikanske CF-kongres i Baltimore,
oktober 2000, viste, at fysisk aktivitet også kan øge konditionen hos patienter med
meget nedsat lungefunktion (“The Role of Exercise in Severe CF Lung Disease”,
Steven R. Boas, Children’s Memorial Hospital, Chicago, Illinois). Generelt
medfører nedsat lungefunktion, at lungernes evne til effektivt at levere ilt til
blodbanen forringes. Dermed forringes musklernes evne til at arbejde. Selv den mindste
anstrengelse som at gå op ad trapper bliver forbundet med stor kraftanstrengelse og
fysisk udmattelse. Det er i sig selv med til at hæmme lysten til at arbejde og bevæge
sig. Dermed skabes der en ond og ofte ubrydelig cirkel, der kun fører til øget
inaktivitet og dårligere tilstand hos patienten. Den
pågældende undersøgelse viste, at det havde været muligt at forøge den fysiske
formåen ganske betragteligt hos flere patienter med meget nedsat lungefunktion –
målt ud fra den tid de kunne tilbringe på en konditionscykel med en given belastning.
Dette var i sig selv yderst selvforstærkende hos den enkelte forsøgsdeltager, og det gav
patienterne øget motivation og yderligere tro på deres egen formåen. Totalt set blev
patienternes fysiske funktion i dagligdagen forbedret, deres selvopfattelse blev styrket,
og de fik et mere positivt syn på deres tilværelse. Totalt set blev patienternes Quality
of Life (livskvalitet) forøget. På
Idrætsfysiologisk klinik på Bispebjerg hospital har man også arbejdet med fysisk
aktivitet hos patienter med nedsat lungefunktion. Der har ikke været tale om cystisk
fibrose-patienter, men om personer med for eksempel rygerlunger. Idrætsfysiologisk
klinik påpeger en væsentlig ting, når personer er fysisk hæmmede i deres daglige liv
som følge af nedsat lungefunktion – nemlig det forhold at det som hovedregel ikke er
reduktionen i lungefunktionsniveauet, der udgør den væsentligste begrænsning for
personerne, men i højere grad kroppens muskulatur, eller rettere mangel på samme. Det
kender man også fra astronauter, der opholder sig i rummet i vægtløs tilstand over
længere tid. Når de kommer tilbage til jorden, har de ofte svært ved at stå på benene
igen, fordi benene virker slappe. Dette skyldes, at muskelvæv henfalder over tid, når
det ikke bliver brugt. Nøglen
til øget fysisk formåen hos en inaktiv patient kan derfor findes i at styrke musklerne.
Når musklerne bliver stærkere i eksempelvis benene, får patienten en øget fysisk
funktion, fordi han/hun bliver i stand til at bevæge sig mere. Det skaber en
selvforstærkende positiv virkning på aktivitetsniveauet både her og nu og ikke mindst
for de fremtidige ambitioner. Også psykologisk har det en positiv virkning og kan øge
selvopfattelsen på trods af, at lungefunktionsniveauet ikke forbedres umiddelbart. Dog
er anstrengende fysisk aktivitet ikke “sagen” hos patienter med meget nedsat
lungefunktion, men motion hos selv de dårligste er nok en god idé. CF-patienter med let
til moderat nedsat lungefunktion, og som ikke er alment påvirkede af aktiv
lungeinfektion, kan nok tage lidt hårdere fat for at holde formen oppe. Hvilke former for aktiviteter bør man vælge, når man
har CF? Hvis
man overvejer at give sig i kast med en eller anden form for fysisk
aktivitet/motion/sport, skal man være bevidst om, at der er tale om et supplement til den
etablerede behandling – og ikke en erstatning. Man kan ikke motionere sig fra cystisk
fibrose. Som
udgangspunkt er al fysisk aktivitet bedre end ingen fysisk aktivitet. Det er bedre at gå
100 meter end slet ikke at bevæge sig. Vigtigst af alt er, at udøveren skal opfatte og
opleve aktiviteten som sjov, så det er lysten og motivationen, der driver værket, –
og at man får en positiv oplevelse ved at dyrke fysisk aktivitet. Fysioterapeut
Louise Lannefors fra Universitetshospitalet i Lund har i mange år været optaget af og
arbejdet med fysisk aktivitet i relation til cystisk fibrose, og efter Louise
Lannefors’ opfattelse omfatter den optimale form for fysisk aktivitet for en patient
med cystisk fibrose 3 punkter: 1)
Kroppens styrke – af hensyn til muskulaturen og knoglebygningen For
børn er boldspil oplagt aktivitetsmulighed, f.eks. fodbold, håndbold og basketball. Badminton,
squash, tennis og volleyball er også oplagte muligheder, fordi sportsgrenene aktiverer
hele kroppen, samtidig med at de er konditionsgivende. Til gengæld kræver de alle et
vist teknisk niveau, før man får fuldt udbytte af aktiviteterne. Svømning
er også godt, fordi sporten er fysisk krævende og påvirker hele bevægeapparatet.
Åndedrættet bliver belastet, samtidig med at det måske hjælper med til at give
udøveren bedre kontrol over vejrtrækningen for at kunne koordinere ens bevægelser og
få det optimale ud af svømmebevægelserne. Løb
er en af de mest effektive og hårdeste former for aktivitet – kun overgået af
langrend, når man ser på effekten overfor hjerte, kredsløb, lunger og kondition. Løb
aktiverer hele bevægeapparatet, både arme og ben, modsat cykling hvor det jo kun er
benene, der arbejder. Løb er alt andet lige det mest krævende og effektive, hvis man
sammenligner med andre former for sport og holder tiden konstant. 15 minutters løb
kræver mere end 15 minutters cykling – eller 15 minutters rulleskøjteløb, fordi
man hurtigere når sin maksimale arbejdspuls. Dermed ikke være sagt, at cykling og
rulleskøjteløb er dårlige former for fysisk aktivitet. De er bare ikke helt så
effektive og anstrengende som løb. De
negative sider ved løb er til gengæld, at sporten kan medføre overbelastning af fodled
og knæ. Og endelig tiltaler løbesport generelt ikke børn (eller de fleste voksne!),
fordi løb hverken har element af socialt samvær eller leg. Cykling
kan være et oplagt valg for mange, fordi alle umiddelbart kan cykle – enten på en
motionscykel derhjemme, i et motionsstudie eller ude i den friske luft. Det er
overskueligt at give sig i kast med cykling, fordi det ikke umiddelbart kræver en
sportsklub for at udøve aktiviteten og ej heller nogen særlig teknik. På den anden side
aktiverer cykling kun den nedre del af kroppens bevægeapparat (benene), og hvis man
ønsker at bearbejde kroppen ud fra helhedsbetragtningen, så vil det være oplagt at
supplere cykling med en aktivitet, der også får fat i overkroppen. Cystisk
fibrose-patienter er som folk er flest, og derfor er der også mange CF’ere, som ud
fra både fysiske og kosmetiske hensyn giver sig i kast med styrketræning, når de bliver
ældre. De vil gerne have mere råstyrke og opbygge kroppen inden badesæsonen. Styrketræning/fitness
er en af de bedste aktiviteter til målrettet at opbygge kropsmuskulaturen og knoglerne.
På den anden side er styrketræning/fitness på ingen måde konditionsgivende og er
heller ikke ventilationskrævende for lungerne. Styrketræning forcerer ikke
åndedrættet, og derfor vil det være en god ide, hvis man supplerer styrketræning med
en konditionsgivende/ventilationskrævende aktivitet for at kunne bearbejde kroppen ud fra
den føromtalte helhedsbetragtning. I
landets motionscentre er der utallige former for træningstilbud til voksne ud over
styrketræning: Step, Pump, Body Combat og Spinning for blot at nævne nogle. Fælles for
dem alle er, at det er overordentlig effektiv træning, hvor man bearbejder krop og
kondition under kyndig vejledning af professionelle instruktører. Træning
i motionsstudier er generelt lidt dyrere end medlemskaber i traditionelle sportsklubber
som eksempelvis en fodboldklub eller svømmeklub. Til gengæld har man langt større
mulighed for at dyrke sine aktiviteter på tidspunkter, hvor det netop passer ind i
dagligdagen – og op til mange gange om ugen. Generelt
anbefaler Louise Lannefors alle former for aktivitet, men der er dog nogle former, man
bør undgå: Hårde fysisk betonede idrætsgrene som rugby og amerikansk fodbold etc.
frarådes på grund af risikoen for knoglebrud, som gør fysioterapi/sekretfjernelsen
ubehagelig og ineffektiv i den periode, hvor eventuelle knoglebrud heler (8-10 uger). De
danske CF-Centre fraråder endvidere CF’ere at dyrke vægtløftning, scuba-dykning,
faldskærmsudspring og bungy jump, da trykøgning i forbindelse med udøvelse af disse
idrætsgrene kan medføre pneumothorax (sammenfald af lungerne). Det
er for CF’ere generelt en god idé at dyrke aktiviteterne i en sportsklub. Her kan
man nemlig få kyndig vejledning i teknik og træningsmetoder, og man får samtidig en
social kontakt med andre med samme sportsinteresse. Hvis CF-patienten har en del
lungesymptomer, vil et samarbejde mellem træneren i sportsklubben og fysioterapeut/læge
på behandlende CF-Center, som kender patienten godt, kunne give optimale muligheder for
gode resultater. Endelig
– og nok vigtigst af alt – så skal man huske, at enhver form for fysisk
aktivitet kræver, at man indtager ekstra mange kalorier, når man har cystisk fibrose.
Mange gange løser dette sig selv, da fysisk aktivitet som regel giver god appetit, men
man bør være opmærksom på, at fysisk aktivitet giver øget forbrænding af kalorier.
Og man skal også huske ekstra tilskud af salt, hvis man sveder meget. God
fornøjelse! |
