Forsknings- og behandlingsnyt Af ERIK WENDEL, CF-Foreningen
På CF-kongresser verden over er der nu stort fokus på betydningen af tidlig behandling af CF. Alle behandlere og forskere erkender, at den markant forbedrede overlevelse for CF-patienterne gennem de sidste 50 år skyldes en konstant optimering af behandlingen, ikke mindst tidligere og tidligere indsats overfor sygdomskomplikationerne ved CF – hvad enten det er infektionsproblemer i lungerne, diabetes, leverproblemer etc. I denne artikel indgår dels præsentationer på årets nordamerikanske CF-Conference (NACFC) i Anaheim, Californien, 16.-19. oktober 2003, dels uddrag af CF-Centrenes indlæg på CF-familiekursus 14.-16. november 2003. Lad det være sagt med det samme, så ingen leder forgæves efter en nyhed om CF-genterapi i denne artikel. Der er ingen væsentlige fremskridt indenfor genterapi forskning/behandling på nuværende tidspunkt. Man har endnu ikke fundet den genvektor (’genfærge’), der effektivt og uden bivirkninger kan aflevere genproduktet (CFTR) på rette sted i lungecellerne. De hidtil benyttede vira/genvektorer/genfærger skabte problemer for patienterne, og forskerne er tilbage i laboratoriet for at forske videre . Men ”kommer tid, kommer råd”. Genterapi er ikke opgivet, men er nok ikke det, vi som CF-patienter og -familier skal sætte vores lid til i de nærmeste år. Den velkendte såkaldte konventionelle medicinske behandling er fortsat det, der skal holde skibet (os patienter) på ret kurs. Det er i den forbindelse vigtigt at huske og værdsætte, at vi, danske CF-patienter, lever i et land, hvor man igennem mange år har været på absolut forkant med udviklingen, når det gælder den konventionelle behandling og haft fokus på alle tiltag, der kunne tænkes at forbedre livsudsigterne for patienterne. Vi er også heldige at leve i et land, hvor man endnu ikke diskuterer prisen på behandlingen af CF. Udgiften til CF-behandling bliver ikke vejet op imod behandling af andre sygdomme, og vi lever i land, hvor alle har lige adgang til behandlingen, hvis de ønsker det, uanset deres økonomiske situation. Hvorfor får CF’patienter flere bakterielle lungeinfektioner end andre mennesker? Hos ikke-CF’patienter er overfladen af cellerne i lungerne dækket af et lag vand. Ovenpå vandlaget ligger et lag mucus (slim), som fanger bakterier, der forvilder sig ned i lungerne. I vandlaget står de små fimrehår (cilier) og skubber, ’børster’ slimet op mod de store luftveje, så man automatisk kommer til at hoste og derved renser luftvejene. Hos CF er vandlaget derimod meget tyndere end hos ikke-CF’ere, hvorfor fimrehårene ikke kan arbejde hensigtsmæssigt. Det bevirker, at bakterier ikke bliver fjernet på samme effektive måde som hos ikke-CF’ere. Forskere er generelt nået til enighed om, at infektionerne starter tidligt efter fødslen. Den aktive anti-bakterielle behandling skal derfor starte meget tidligt for at mindske lungeskade og give patienterne de bedste mulige fremtidsudsigter. På årets CF-familiekursus d. 14.-16. november fortalte Christian Koch, overlæge på CF-Center RH, at bronkoskopi-undersøgelse af CF-børn i alderen 0 til 6 mdr. viser, at halvdelen af børnene har Staph. aureus (stafylokokker) i luftvejene, og når de er 18 måneder gamle, har en tredjedel af børnene pseudomonas i luftvejene. Det betyder alt andet lige, at der er stor sandsynlighed for, at bakterierne har været der flere gange, når man første gang finder dem i ekspektoraterne (sekretprøverne) ved de bakteriologiske undersøgelser. Christian Koch nævnte også, at man i mange år har talt om ’kolonisation med bakterier’ som typisk for CF-patienter. Nyere studier peger i retning af, at det ikke er den rette betegnelse. Der er rettere tale om kontinuerlige infektioner hos patienterne, ikke om kolonisation. Ved kolonisation forstår man tilstedeværelse af bakterier, uden at det påvirker værten. Ved infektion forstår man tilstedeværelse af bakterier, som udløser en reaktion hos værten.
Hvorfor er det vigtigt at behandle bakterielle lungeinfektioner ved CF? Der er umiddelbart to årsager til, at sekretet er sejt hos patienterne. For det første er der den basale (grundlæggende) fejl hos cystisk fibrose i transporten af salte og vand ind og ud af cellerne i de slimproducerende celler. For det andet er der en indirekte årsag, når kroppens naturlige forsvar mod infektioner går i aktion. Når kroppen registrerer en infektion, vil organismen prøve at bekæmpe bakterierne ved hjælp af de hvide blodlegemer. De fleste har sikkert oplevet, at de sekretprøver, der hostes op til bakteriologisk undersøgelse, kan være gulfarvet ved infektion. Det gule puds er blandt andet hvide blodlegemer, som er gået i stykker under deres kamp mod bakterierne. Hvide blodlegemer, som ikke har været i stand til at bekæmpe infektionen, går til grunde og frigiver DNA, som er det arvemateriale, der findes i cellekernen - i cellernes »kommandocentral«. Men DNA har den egenskab, at det er et utrolig sejt materiale, og når DNA frigøres, gør det sekretet ekstra sejt. Det seje sekret er meget vanskeligt at transportere væk fra luftvejene. I stedet ophobes det i luftvejene, hvor det bliver grobund for infektion, hvorved de hvide blodlegemer frigør DNA, som gør sekretet sejt o.s.v. – ‘den onde cirkel’ er i gang. Hertil kommer, at de hvide blodlegemer frigiver enzymet elastase, når de forsøger at bekæmpe bakterierne i luftvejene. Elastase beskadiger imidlertid slimhinderne, og jo mere aggressiv en lungeinfektion er, desto mere forsøger de hvide blodlegemer at bekæmpe infektionen, og des mere elastase frigives o.s.v. – endnu en ”ond cirkel” er i gang. Derfor: Jo mindre infektionstilstand i CF-patienternes luftveje, desto færre sygdomskomplikationer, og desto større chance er der for at bevare lungevævet i bedst mulig tilstand. (Elastase var også omtalt i CF-blad 4-2000). Værdien af tidlig behandling i relation til bakterier og lungefunktionsniveau blev også omtalt på familiekurset af afdelingslæge Tania Pressler, CF-Center-RH. Her viste Tania Pressler blandt andet et diagram (kilde: Birgitte Frederiksen) over udviklingen i lungefunktionsniveau for forskellige aldersgrupper på CF-Center-RH fra 1979 og frem til 1998. På RH omfatter opgørelsen 254 patienter fordelt på alle aldersgrupper. Ingen patienter under 15 år har kronisk infektion med bakterien Pseudomonas aeruginosa (P.a.). Kurverne i diagrammet viser, at specielt de yngre årgange fra 0-19 år har oplevet en markant stigning i lungefunktionsniveauet i forhold til patienterne tilbage i 1979. Dengang var lungefunktionsniveauet, udtrykt ved FEV1, for de tre aldersgrupper (0-10, 10-14 og 14-19 år) mellem 50% og 60%. I dag er FEV1 for de tre grupper mellem 70% og 80%. Særligt de 10-årige har fået markant bedre lungefunktion end for 20 år siden. Igen en bekræftelse på, at det nytter at holde patienterne fri for kronisk infektion så længe som muligt. Tania talte også om nye metoder, som hun
havde udviklet i forbindelse med sin doktordisputats, til at måle antistoffer overfor
pseudomonas. Det nye ved metoden er, at den
er langt mere fintfølende end den hidtil anvendte metode (måling ved precipitiner), og
er dermed langt tidligere i stand til at opdage, om der er infektion på vej. Fremtiden er, at man kan bruge disse nye målinger til at tilrettelægge mere individuelle behandlingsforløb, end det var muligt med de gamle målingsmetoder.
USA-forsøg med tidlig behandling af P.a.-infektion I Danmark har man siden 1989 benyttet tidlig behandling mod ikke-kronisk pseudomonas infektion (colistin-inhalationer og ciproxin (tabletter), mens det først er indenfor de seneste år, at man i USA er begyndt at fokusere på tidlig pseudomonas-behandling. Amerikanerne har tradition for kun at iværksætte behandlinger på baggrund af forsøg med et meget stort antal patienter. Dette især fordi behandlingen for langt de flestes vedkommende finansieres via private forsikringsordninger, som kræver meget veldokumenteret effekt af en behandling, før de er villige til at betale udgiften for patienten. I USA startede man derfor for et par år siden et stort forsøg for at belyse effekten af tidlig behandling af P.a.-infektion, og forsøgspersonerne var CF-patienter, hvor man første gang fandt pseudomonas infektion. De blev opdelt i to grupper, hvor den ene gruppe fik inhalation med TOBI (antibiotikum tobramycin i inhalationsform), og den anden gruppe fik inhalation med ikke-aktivt stof (placebo, ’snydstof’). Forsøget var et såkaldt dobbeltblindet forsøg. Det vil sige, at lægerne ikke kunne se, om den enkelte patient fik TOBI eller placebo. Imidlertid nedsatte man fra starten en ekstern følgegruppe, som løbende overvågede resultaterne, og som vidste, om den enkelte patient fik TOBI eller placebo. Formålet med gruppen var, at man kunne gribe ind, hvis der tidligt viste sig en markant forskel mellem de to grupper. Det var som sagt meningen, at forsøget skulle køre over længere tid med et meget stort antal patienter, men det blev rent faktisk stoppet, efter at kun 20 patienter var kommet igennem, fordi den eksterne uafhængige følgegruppe kunne se, at den tidlige behandling fjernede P.a. infektionen hos den gruppe, der fik aktiv behandling, mens P.a. infektionen forblev hos de patienter, der fik ikke-aktiv (placebo) behandling. Man mente derfor, at det var uetisk at fortsætte med at give placebo og valgte at stoppe forsøget. Pseudomonas aeruginosa bakterier lever overalt i naturen og er som udgangspunkt enkeltstående bakterier. I luftveje hos patienter med CF vokser de imidlertid i kolonier, - en særlig vækstform som man kalder biofilm. Bakterierne er lejret inde i en slimet substans, som beskytter dem mod vores immunforsvar og mod antibiotika. Kronisk pseudomonas infektion har indtil nu været den største sygdomsfaktor for langt de fleste CF-patienter verden over. Den tidlige behandling mod pseudomonas infektion har således høj prioritering. Når amerikanerne laver forsøg med inhalation af TOBI mod P.a. infektion og ikke med Colistin, som vi altså herhjemme har brugt siden 1989, skyldes det formentlig, at TOBI-produktet er specialfremstillet til inhalation og er registreret hertil i USA, mens Colistin, som er et andet antibiotikum, ikke er registreret i USA til inhalation. Pulmozyme Pulmozyme blev introduceret som inhalationsbehandling til cystisk fibrose tilbage i 1994 og er et resultat af den genteknologiske forskning. Hos alle mennesker dannes enzymet DNase i bugspytkirtlen og i spytkirtlerne. Enzymet findes først og fremmest i høje koncentrationer i tarmen – formentlig for at nedbryde det seje DNA i føden, vi spiser. Men det kan også findes og måles i blodet. Der er således ikke tale om et fremmed stof, men om et humant, et »menneske-enzym«, som vor organisme allerede kender, og som vi derfor ikke reagerer imod eller får bivirkninger af. Allerede i 1958 prøvede man at fremstille DNase, som var isoleret fra dyr. Midlet blev anvendt i behandling af nogle patienter med kronisk bronchitis, men måtte opgives igen, da resultatet var dårligt. Der var mange bivirkninger ved stoffet, som var fremmed for organismen, og som ikke var rent. Siden arbejdede man på at fremstille et rent enzym, og med de ’nye’ genteknologiske metoder i 1980’erne blev det muligt at fremstille en tro kopi af det humane enzym DNase, som kroppen opfatter som dets eget enzym og ikke som noget fremmed. Dermed var vejen banet for en behandling rettet mod det DNA-materiale, der udskilles fra døde betændelsesceller, og som gør sekretet i CF-patienternes luftveje meget sejt. Enzymet DNase spalter det henfaldne DNA og gør sekretet meget mere tyndtflydende, så det er lettere at hoste op. Hertil kommer, at Pulmozyme har en positiv indvirkning på forløbet af kroniske infektioner, eksempelvis kronisk pseudomonas-infektion, idet det tyndere sekret giver mindre grobund for bakterier. På familiekurset 2003 præsenterede Christian Koch resultater af et studie af Pulmozymes evne til at mindske mængden af bakterier i CF-patienternes nedre luftveje. Baggrunden for arbejdet er tidligere studier, som har vist, at antallet af episoder af nedre luftvejsinfektioner, som skyldes bakterier, bliver reduceret ved fast daglig Pulmozyme-behandling (inhalation). Christian Koch omtalte, at ca. 70 patienter uden kronisk P.a.- infektion, som ikke i forvejen var i behandling med Pulmozyme, deltog i studiet. De blev delt i to grupper, hvor den ene gruppe fik Pulmozyme-inhalation, mens den anden gruppe ikke fik denne behandling - over en periode på 12 måneder. Resultaterne fra de bakteriologiske undersøgelser viste, at de patienter, der havde inhaleret Pulmozyme, havde markant mindre tilbøjelighed til Staph. aureus og pseudomonas-lignende bakterier - set i forhold til gruppen, der ikke havde inhaleret Pulmozyme. De havde dog lidt større tendens til Haemophilus influenzae-bakterier, hvilket ikke umiddelbart kan forklares, men det anses ikke for et problem. Det er derimod de pseudomonas-lignende bakterier og Staph. aureus, man helt klart ønsker at undgå, da disse typer af bakterier kan være problematiske. På basis af disse undersøgelsesresultater har man på CF-Center-RH nu fast ordineret daglig Pulmozyme inhalation til alle patienter med cystisk fibrose, uafhængigt af alder.
Opfølgning på brugen af Zitromax (azithromycin) mod P.a. infektion Zitromax hører til gruppen af antibiotika, der kaldes macrolider. Macrolider er ikke umiddelbart virksomme til bekæmpelse af P.a. infektion på samme måde, som de typer af antibiotika man traditionelt anvender, men meget tyder imidlertid på, at Zitromax har positive effekter på andre fronter i kampen mod P.a. (se også CF-blad 4/2002). For det første lader det til, at Zitromax (azithromycin) hæmmer P.a-bakteriens evne til at vokse som såkaldt biofilm. Ved at mindske biofilm (den bakterielle forsvarsmekanisme) opnår man alt andet lige en væsentlig bedre effekt ved den traditionelle antibiotika-behandling af den kroniske P.a. infektion. For det andet ser det også ud til, at Zitromax virker hæmmende på den lokale betændelsesreaktion i luftvejene i områder, hvor der vokser kronisk P.a. infektion, så man derved opnår mindre lungevævsskade. På USA-konferencen i Anaheim præsenterede læge Frank Accurso, The Children’s Hospital, Denver, Colerado, (et af de store amerikanske CF-centre) et foredrag på kongressen med titlen: Anti-inflammatory Endpoints in Cystic Fibrosis: Lessons from Clinical Trials. Udgangspunktet for hans præsentation var en stor randomiseret, dobbeltblindet og placebo-kontrolleret undersøgelse, der inkluderede 185 amerikanske CF-patienter fra 23 CF-centre. sUndersøgelsen blev gennemført i perioden december 2000 til maj 2002 med en behandlingsperiode på 168 dage for blandt andet at måle effekten på lungefunktionsniveau for patienter med kronisk P.a. infektion i alderen fra 6 år og opefter ved behandling med Zitromax. En af hans konklusioner i foredraget var, at Zitromax forbedrede lungefunktionsniveauet for patienter med kronisk P.a. infektion under eet, men at der var stor individuel variation. Nogle havde større forbedringer end andre. Hovedkonklusionen var imidlertid, at den største gevinst ved Zitromax var, at elastase-udskillelsen som følge af kronisk infektion faldt meget og dermed begrænsede ødelæggelsen af lungevæv markant i forhold til ikke at anvende Zitromax. Det var Frank Accurso’s holdning, at eventuelle langsigtede antibiotiske resistensproblemer ved brugen af Zitromax blev opvejet af den langsigtede positive gevinst ved Zitromax i form af mindre skader på lungevævet. En uvildig såkaldt Cochrane analyse fra foråret 2003 har gennemgået en lang række tilgængelige videnskabelige arbejder om brugen af Zitromax og konkluderede, at der ikke var tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for brug af Zitromax, og at det derfor kun bør anvendes i kliniske forsøg. Den foreliggende Cochrane analyse inkluderer dog ikke den omtalte store amerikanske undersøgelse og tager dermed ikke højde for de nyeste amerikanske resultater. Læs mere om det internationale Cochrane samarbejde på www.cochrane.dk CF-diabetes På familiekurset 2003 orienterede Christian Koch om CF-diabetes. Ved det, vi normalt kender som børne- og ungdomssukkersyge, har patienterne kun ganske få eller slet ingen insulin-producerende celler i bugspytkirtlen, modsat den såkaldte gammelmands-sukkersyge, type 2, hvor patienterne har insulin-producerende celler som andre, men insulin virker ikke, som det skal. Insulinet kan ikke bringe sukker fra blodbanen over i kroppens celler. Hos patienter med CF aftager mængden af insulinproducerende celler med alderen. Årsagen hertil er, at bugspytkirtlen, hvor de insulin-producerende celler findes, hos CF-patienter gradvist omdannes til fedt- og bindevæv. Når CF-patienterne udvikler diabetes, har de insulin, men de har mindre end normalt. CF diabetes er en mild form for diabetes. CF-diabetes starter ved 10 års alderen og frem, og diabeteshyppigheden hos CF-patienterne stiger med alderen. Den gennemsnitlige alder ved start af diabetes er 17 år hos piger, 21 år hos drenge. CF-patienternes kliniske tilstand forværres i årene, inden diabetesdiagnosen stilles, og ubehandlet diabetes medfører generelt dårlig helbredstilstand og dårligere lungefunktionsniveau. For at ”fange” CF-diabetes anbefaler man derfor årlig sukkerbelastning hos alle CF-patienter over 10 år. Erfaringen viser, at de ’milde’ CF mutationer ikke er udsat for diabetes i samme omfang som de klassiske DF508 mutationer (DeltaF508). Generelt er lungefunktionsniveauet lidt lavere hos CF-diabetikere end hos ikke CF-diabetikere, men det kan ikke umiddelbart forklares hvorfor. Man kan ikke udskyde diabetes tidspunktet, men insulinbehandling bedrer CF-patienternes kliniske tilstand. I Danmark behandler man alle CF-diabetespatienter med insulin. Der findes diabetes behandling med tabletter, der er til mindre gene for patienterne, men man skønner, at denne form for behandling ikke er helt så effektiv som insulininjektioner. Derfor holder man fast ved insulinbehandling for at kunne tilbyde patienterne den mest effektive behandling af deres CF.
Psykosociale problemer ved CF På familiekurset præsenterede professor P. O. Schiøtz, CF-Center-SK udvalgte resultater fra den store psykosociale undersøgelse blandt de unge CF-patienter på Skejby, (Trivselsprojektet), der søgte at afdække eventuelle psykosociale problemer ved at have cystisk fibrose. I undersøgelsen indgik et spørgeskema med 100 spørgsmål, som CF-patienterne i alderen 7-15 år har besvaret ved et interview med CF-sygeplejerske Vibsen Bregneballe, CF-Center-SK i forbindelse med kontrolbesøg på SK. I undersøgelsen deltog 43 børn ud af 44 mulige i aldersgruppen 7-17 år. Kontrolgruppen var en gruppe på 1000 ’almindelige’ danske skolebørn. Undersøgelsen har søgt at afdække de unge CF-patienters bekymring, depression, vrede, adfærdsforstyrrelse, selvværd. Resultater fra undersøgelsen viste, at CF-børn set under eet er mere bekymrede end deres jævnaldrende kammerater, og at de 7-11 årige er de mest bekymrede. Det hænger givet vis sammen med, at børnene i denne aldersgruppe tænker over de informationer om CF, som forældrene efter bedste evne har fortalt. Typisk begynder børn at spørge til deres sygdom omkring 3-5 års alderen – ”Hvorfor skal jeg spise piller? Hvorfor skal jeg inhalere?” Forældrene begynder derfor at forklare om CF, og det er disse informationer, som børnene i de følgende år bearbejder, og som giver sig udtryk i bekymring. Nøglen til at reducere denne bekymring er dels CF-skolen, dels at centrene måske i større grad hjælper forældrene med at finde svar på spørgsmålene i de tidligere år. Undersøgelsen viste også, at lungefunktionsniveauet påvirker graden af bekymring i børnenes tilværelse. Jo dårligere lungefunktion, desto større negativ påvirkning. Til gengæld er CF-børn ikke mere vrede end andre børn. CF-børnene er generelt ikke påvirket af deres vækstmål. Det er ikke noget, som de tænker videre over. Det lader således til, at det kun er forældrene, der bekymrer sig om dette. Endelig viste undersøgelsen også, at CF-børn har mindst lige så meget selvværd som andre børn. Sondeernæring På familiekurset fortalte Oluf Schiøtz også om erfaringer på CF-Center-SK med sondeernæring. Sondeernæring har været brugt gennem mange år i CF-sammenhæng. Tidligere var erfaringerne ikke entydigt positive, fordi ernæringspræparaterne ikke var optimale. I dag er der en række nye høj-ernæringsprodukter på markedet, specielt Emsogen. Emsogen indgives direkte i mavesækken via en såkaldt Mickey-sonde og opsuges i tarmen. Fordelen ved denne form for sondeernæring er, at patienterne kan ernæres om natten, mens de sover, og kan spise normalt om dagen. PÅ CF-Center-SK er der for tiden ca. 10 CF-patienter i alderen 8-20 år, der får sondeernæring. Typisk er der tale om patienter med svære lungeproblemer, hvoraf nogle er indstillet til transplantation. For gruppen som helhed tager patienterne godt og vel 5 kg på om året ved sondeernæring, dog med individuel variation. Sondeernæringen har vist sig særdeles gavnlig for de patienter, der er på venteliste til transplantation, fordi den er med til at bringe patienterne i en bedre ernæringsmæssig stand, så de er bedre rustet til transplantationen og tiden derefter.
Ingen CF-Genterapi – Hvad så? Som nævnt indledningsvis i denne artikel er der ingen væsentlige fremskridt indenfor genterapi forskning/behandling på nuværende tidspunkt. Man har endnu ikke fundet en tilfredsstillende metode til at indføre et normalt CF-gen i de defekte celler. Kommer tid, kommer råd. Genterapi er ikke opgivet, og en af foredragsholderne på USA-kongressen, Dr. Francis S. Collins, en af de tre berømte genforskere, der stod bag fundet af CF-genet i 1989, søgte trods de manglende genterapi-resultater at bringe optimisme til kongresdeltagerne ved til eget guitarakkompagnement at synge en sang, han skrev for nogle år siden – om, at man ikke giver op, før the story of CF is history. DARE TO DREAM Med sin vanlige imødekommenhed stillede Francis Collins bagefter villigt op til fotografering til CF-bladet med CFDK’s medbragte kamera.
Hvorfor hedder det CFTR? Da man i 1989 fandt (klonede) CF-genet,
gav man det tilhørende genprodukt – det protein, som CF-genet koder for, navnet CFTR
(Cystic Fibrosis Transmembrane Conductance Regulator protein). CF-genet koder for et meget stort protein, og allerede i 1989 undrede man sig over, at det er så stort, som det er tilfældet. I forvejen var man klar over, at det måtte være et protein, der sad i cellemembranerne, og at det måtte transportere klorid. Dets sammensætning, størrelse og placering i cellemembranen minder om en gruppe af store transportmolekyler, der kan transportere langt større stoffer end små klorid-ioner. Det er derfor sandsynligt at CFTR-proteinet har andre funktioner end at fungere som kloridkanal. Sideløbende med den store forskningsindsats i genterapi, arbejdes der ihærdigt på andre fronter indenfor CF, der har betydning for prognosen. Man ved således, at selve CF-mutationen spiller en stor rolle, dvs. om man har en mild mutation eller en klassisk svær mutation. Man antager også, at der er såkaldte ’modifier genes’, - andre gener, der kan have en indflydelse på forløbet af CF.
HTS (High-Throughput Screening) Jagten på 'små molekyler' I CF-blad 4/1999 omtalte vi første gang begrebet HTS (High-Throughput Screening) som en dengang ny, hurtig og uhyre effektiv måde at teste enkelt molekylers indvirkning på CF-celler for at se, om de skulle kunne korrigere fejlfunktionen ved CFTR i cellerne på den ene eller anden måde. Princippet er, at man tager tusindvis af cystisk fibrose-celler og dyrker dem på plastplader med sukker, så de har næring til at gro. Dernæst tager man eksempelvis 100 flasker med hver 100 specialiserede molekyler på basis af såkaldte sektormolekyler, hvor man kun har ændret ganske lidt på bindingerne i molekylerne. En dråbe fra hver flaske placeres på CF-cellekulturerne, og man kan så måle, om der er kommer ændringer i cellernes evne til at transportere klorid. Hvis der er en reaktion på en af cellekulturerne, tager man indholdet fra den pågældende flaske og deler flasken op i de 100 enkeltkomponenter, som flasken indeholder. De 100 enkeltkomponenter deles derefter ud på 100 nye CF cellekulturer, så man ender op med det molekyle, der påvirker kloridtransporten i CF-cellerne. Det hele er automatiseret og udføres af robotter og computere, så man på en formiddag kan teste tusindvis af molekylers indvirkning på CF-cellerne. En del af forskningen på dette område retter sig mod at finde stoffer (på engelsk kaldet: Correctors), der kan korrigere transporten af det defekte DF508-CFTR protein inde i cellerne, så der kommer noget af CFTR-proteinet ud til overfladen af cellerne. Man ved nemlig fra forskningen i CF-mutationer, at de såkaldte klasse 4-mutationer (’milde mutationer’) er kendetegnede ved, at en del af det defekte CFTR-protein slipper forbi cellernes naturlige kontrolsystem og når ud til overfladen i cellerne, hvor det faktisk fungerer delvist, selv om proteinet ikke er 100% korrekt. Disse patienter har færre lungeproblemer end patienterne med de ’svære’ CF-mutationer (klasse 1-3), hvor f.eks. DF508 mutationen hører hjemme i klasse 2. Når en celle skal producere et protein, læser cellen den genetiske kode i cellekernen, hvorefter den laver en kopi af koden. Bagefter laver cellen en kopi af kopien, og det er denne kopi, der kommer ud i cellen for at udføre en given funktion. Cellerne har deres egen kvalitetskontrol, der opdager, at proteinet er behæftet med en fejl. Kontrolmekanismen nedbryder og fjerner det defekte protein, inden det bruges. Denne kvalitetskontrol i cellerne er til stede hos alle mennesker, og den er uhyre vigtig, fordi det er cellernes egen måde at forhindre fejl inde i "menneskefabrikken". (Læs også CF-blad 4/1999) En anden del af HTS retter sig mod at finde stoffer, der sigter mod Ion-transporten ved overfladen af cellerne ved at aktivere den lukkede kloridkanal og dermed kunne påvirke slimet (mucus) på overfladen af cellerne, (på engelsk kaldet: Potentiators). 4 år med målrettet HTS har ført til en række stoffer/molekyler, som har vist ’hits’ – reaktioner - i de såkaldte prækliniske forsøg (laboratorieforsøg). Næsten skridt er nu at udvælge de stoffer med bedst hits og føre dem frem til egentlige kliniske forsøg på patienter. Den amerikanske CF-Foundation forventer selv, at den præ-kliniske fase tager ca. 5 år, hvorefter der følger ca. 4 år med kliniske forsøg, der inkluderer patienter. En ting er dog sikkert. De lover, at de vil vende hver en sten på vejen i jagten på mulige stoffer. PTC 124 (Gentamicin) På familiekurset var der nogle familier, der på Internet havde læst om muligheden for at behandle CF med stoffet gentamicin. Gentamicin er et antibiotikum i familie med tobramycin. Hypotesen bag nyheden om, at dette stof måske afhjælpe den basale fejl hos CF, er, at laboratorieforsøg viser, at gentamicin er i stand til at påvirke cellerne i luftvejene, så der bliver transporteret CFTR ud til celleoverfladen. Dette fandt man efter sigende frem til ved at screene en pulje på 175.000 syntetiske molekyler, men den evt. mulige anvendelse sigter kun mod CF-patienter med de såkaldte stop-mutationer og bliver dermed ikke aktuel for hovedparten af de danske patienter, som har den klassiske DF508 mutation på begge gener. Men det er et (lille) skridt på vejen og et godt eksempel på HTS, - og hvem ved, - måske dukker der andre små molekyler op, som både virker – og kan hjælpe mange patienter.
|
