Fedekuren… Af EMILIE TROMHOLT-RICHTER (CF)
Jeg hedder Emilie, er 18 år og har Cystisk Fibrose. Jeg var med på CF kurser i Fåborg i november 2000 og 2001. Jeg har begge gange deltaget som ”deltids- voksen” og var derved med i workshops. Jeg bed der mærke i, at specielt forældre til små CF-børn gik meget op i det at spise og at sikre, at børnene fik så meget næring ud af maden som muligt. Det er helt rimeligt, at man bekymrer sig
om spisning, mit indtryk var dog, at nogle forældre lod sig direkte skræmme eller
besætte af ”MAD TIL BARNET”. Derfor vil jeg gerne fortælle om, hvordan mine forældre – i samarbejde med mig – taklede problemet: ”Mit barn er for magert”. Det er ikke en idealløsning, men det kan måske hjælpe nogle med at udvikle deres egen måde at løse madproblemet på, uden at det optager for meget tid. Jeg har altid været lille og spinkel af bygning. Men det forhindrer jo ikke, at højde/vægt-forholdet skal være i orden. Da jeg var ca. tolv år gammel, begyndte jeg at skrante og blev endnu tyndere, end jeg var i forvejen. I en periode levede jeg af stort set ingenting. Maden smagte mig ikke bl.a. på grund af noget medicin, jeg fik på det tidspunkt, jeg hostede en del og havde egentlig brug for ekstra energi. Til morgenmad spiste jeg en spiseskefuld yoghurt, til frokost en kvart rugbrød, og til middag ikke mere end en halv frikadelle og en kvart kartoffel. Det kan man ikke leve af, man bliver træt, indelukket og ilde til mode, det er en ond cirkel. Jeg blev tyndere og tyndere og kunne ikke rigtigt selv se problemet. Mine forældre kunne klart nok ikke lide det, men vidste dog, at det intet havde med anoreksi at gøre. Mine forældre har aldrig presset mig til at spise, og det gjorde de heller ikke den gang. Det mener hverken de eller jeg, at der kommer noget godt ud af, det kan kun føre til madlede og til, at det bliver interessant at trodse forældrene ved ikke at spise. De lokkede mig derimod med alt, hvad de kunne forestille sig, jeg ville have. Det kunne være lige fra is til cornflakes. Reglen om ”ordentlig mad først – så det usunde” gjaldt for en kort tid ikke for mit vedkommende. Jeg hostede mindre og mindre og lod mig lokke af den lækre mad. Men selv om man spiser ”normalt”, skal der meget til at opbygge det efterhånden forsvundne fedtlag. Jeg var stadig meget tynd. Men så for nogle år siden var jeg med til generalforsamlingen i CF–foreningen, hvor der var fire voksne CF’er, i 30 års alderen, som fortalte om deres liv og hverdag med CF. En af dem fortalte, at han havde været meget tynd og til sidst - som sit eneste mål i livet - havde sat sig for, at han ville tage ti kilo på, og det lykkedes ham. Denne udtalelse gjorde indtryk på mig og gav mig meget at tænke over. Jeg bestemte mig, i samråd med min mor og far, for lidt det samme: Jeg ville tage på! Og hvordan gør man så det? Jeg kan som CF–patient ikke bare leve af chips og friturestegt mad, det vil ryge direkte igennem, og jeg vil tværtimod tabe mig, også selv om jeg tog flere enzymer til et sådant måltid. Jeg fandt ud af, at jeg skulle på det, vi gav navnet en ”FEDEKUR”, altså man sørger for at spise ”fed”, men ikke ulækker eller kvalm, mad. Hvis jeg skulle spise lige det, jeg allerhelst ville, ville det nok være det, man populært kalder ”slankekost”, dvs. salat, magert kød, intet smør på brødet og ingen sovse. Man det tager man ikke på af, så jeg måtte finde på noget. Når man er på fedekur, finder man noget mad, man godt kan lide - med et højt kalorieindhold. I mit tilfælde blev det til nødder og chokolade. Jeg spiste, som jeg plejede, og drak sødmælk (som jeg på det tidspunkt godt kunne lide). Men så en gang imellem tog jeg en håndfuld mandler (selvfølgelig med ekstra enzymer til), chips eller chokolade. Men for at denne fede mad skulle blive i min krop, spiste jeg en skive franskbrød til som en slags svamp til at opsuge fedtet fra chipsene m.m. (spiser man – eller i hvert fald jeg – kun fede ting, kan kroppe ikke optage ”maden” , man får så ondt i maven, og maden ryger lige igennem, og fedekuren har præcis den modsatte virkning: Man taber sig, for den fede mad kan ikke optages og tager noget af den anden mad med sig ud – og det er ikke nok bare at tage flere enzymer til…). Til sidst fik jeg hver aften (når mine tre små brødre var gået i seng) fire tern Marabou chokolade – ”Schweizer nöt” den med mælkechokolade og nødder. Så er der også noget ”spændende” ved at spise, når det er et privilegium – noget brødrene ikke må, man får særbehandling på den gode måde. Med andre ord jeg spiste i tide og utide. Og det hjalp! Jeg tog på af denne fedekur. Efter et par måneder holdt vi op med decideret at fede mig op, men når jeg kom og spurgte, om jeg måtte få et stykke chokolade etc., var svaret altid: ”Ja, selvfølgelig må du det, Emilie” (en CF’er kan stort set ikke blive for tyk). I sommeren ’99 trængte jeg så igen til lidt ekstra sul på kroppen, så da vi var på ferie i Frankrig fik jeg en Magnum is hver dag – efter det rigtige måltid, (de fede ting skal/kan ikke erstatte den rigtige mad, det skal være et supplement) – og af denne kur tog jeg også noget på igen. Så hvis jeg i en periode trænger til lidt ekstra sul på kroppen, kommer jeg på fedekur igen. Jeg har nu opbygget et fedtlag at tære på, når jeg er på antibiotika-kur. (Når jeg er på antibiotika kur, får jeg dårlig mave, og maden smager anderledes (ikke godt), så jeg har ikke lyst til at spise, og det, jeg spiser, ryger for det meste lige igennem). Man kan også kombinere den rigtige mad med det fede. F.eks kan man, i stedet for at give barnet en pålægschokolademad, give barnet et stykke brød med et ”ordentligt” stykke chokolade på. Det er jeg sikker på, at mange børn vil elske. Nu har I læst om, hvordan jeg klarerede madproblemet. Det vigtigste er, tror jeg, at man ikke presser børnene til at spise. Hvis man skal på sådan en fedekur, er det også vigtigt at forældrene, og især CF–barnet, er med på den - ellers virker det ikke. Man skal også huske ekstra enzymer svarende til disse ”ekstramåltider” (– det kan I snakke med CF-centret om). Ellers ender det med en mavepine, og at man taber sig. Jeg håber, at min erfaring kan hjælpe jer til at udvikle den perfekte ”fedekur” til jeres barn. Emilie Tromholt-Richter
|
