CF-vinterlejr i Val Thorens Af PETER FRISTRUP
I CF-foreningen har der i mange år været tradition for at afholde skilejr for unge CF-ere. Vi startede meget beskedent i 1990 med en tur til Kläppan i Sverige. Vi sørgede selv for transport med færge og offentlige busser. Jeg glemmer aldrig den lørdag aften, hvor Odile og jeg og børnene stod i mørket ved et busstoppested og selv skulle finde vores hytte. Året efter tog vi til Åre højere oppe i Sverige. De 10 følgende år har vi været i Alperne: 2 år i Livigno, 5 år i Alpe d’Huez, 2 år i Gressoney og endelig i år i Val Thorens. I starten var det muligt at sende flere grupper børn af sted, med forskellige infektionsmønstre i hver sin uge. Men i den sidste årrække er det kun den pseudomonas-fri gruppe, der har rejst. Antallet af deltagende børn er i årenes løb vokset og vokset. Sidste år var 24 børn i alderen 10 – 17 af sted med 5 ledere. Vi boede på hotel med børnene på værelser spredt på flere etager og spiste alle vores måltider på hotellet. Men i år besluttede vi at prøve noget nyt. Vores bevilling fra Socialministeriets Handicappulje var blevet beskåret, så vi måtte begrænse os til 16 børn. Vi fik gennem Movement Travels fat på 2 lejligheder i Val Thorens: en til 15 personer og en til 6 personer. Ved at bo i lejligheder kan vi være tættere sammen med børnene, og vi kan selv lave vores mad og følge vores egen rytme. Ledergruppen bestod i år af 5: Odile, Peter og Finn, suppleret af Finn’s søn Lasse, der er kok, og Lasse’s kæreste Laura. Lasse og Laura er bosat i San Francisco og kom (for egen regning) til Europa for at deltage i skilejren. Vi havde rekordtilmelding til årets lejr: 29 børn ville gerne deltage. Så vi måtte igennem udvælgelse og lodtrækning for at finde de 16 heldige. Transporten til Val Thorens foregår med sovebus. Start fra København fredag morgen, samling med jyderne i Kolding og videre i én bus ned gennem Tyskland og Schweiz. Lørdag morgen de sidste hårnålesving op til Val Thorens i 2.300 m højde. Børnenes udbrud: nej hvor flot, pas nu på i svingene, se al den sne, hvornår er vi der? Forvirringen ved ankomsten er velkendt:
hvor skal vi være, jeg er sulten, – holde styr på bagagen, – ned og leje ski,
hvor får vi liftkort, jeg vil på ski nu. Om søndagen starter dagligdagen blandt skifolket. De 6 begyndere skal på skiskole. Skolen starter først klokken 13, så vi har god tid til morgenmad. Lasse og Laura har dækket op med frisk brød. Der er kakao, mælk, kaffe og the. Cornflakes, yougurt, ost, pålæg og frugt. Og nogle morgener vanker der også frisklavede amerikanske pandekager med sirup. Eller æggebrød med bacon. Det har sneet om natten, så pisterne frister. Der er stadig konflikt mellem de franske og de danske guider, så vi må selv udforske området. Heldigvis har Lasse været her før. Begynderne får en lærer fra den franske skiskole. Det er en japaner, Hiroyuki, som taler fransk og engelsk. Heldigvis er Tolla god til engelsk og oversætter tålmodigt til de andre. Allerede første dag bliver børnene så gode, at de kan stå på ski ned ad begynderbakken og kan tage slæbetovet op. I løbet af ugen bliver børnene fortrolige med området. I mindre flokke kan de selv bevæge sig rundt med lifterne. De er meget gode til at tage hensyn og passe på hinanden. På de længere ture er der altid en eller flere voksne med. Desværre havde vi 3 uheld i år. Om tirsdagen styrtede Thomas og forvred et knæ. Han måtte hentes ned med »bananen«, en tur i æggeliften, på snescooter og det sidste stykke med ambulance til skadestuen i Val Thorens. Heldigvis var det kun et hårdt slag, og Thomas var på ski igen om fredagen. Natten til fredag havde vi kraftigt snefald, og det må være den løse sne, der var årsagen til, at 2 begyndere denne dag blev udsat for uheld. Simon og Louise brækkede begge højre skinneben. I disse situationer er det rart at have god opbakning. Både fra den lokale transport og lægehjælp, og fra CF-sekretariatet og Europæiske Rejseforsikring i Danmark. Lørdag middag blev Simon og Louise hentet i ambulance og kørt til Geneve, hvor der ventede et ambulancefly, som fløj dem til Billund. Videre herfra til sygehusene i Esbjerg og Århus, hvor de ankom lørdag aften. Hele tiden havde vi kontakt med forældrene for at sikre bedst mulig information og tryghed. Trods uheldet forlyder det, at Simon og Louise er klar til en skitur til. Vores frokost blev indtaget, når tid og
lyst var til det. Der var altid mad i køleskabet. Lørdag ved 18-tiden var det tid til afgang med skibussen, som i løbet af søndagen kunne aflevere børnene rundt omkring i landet. En service fra skilejren til familie og venner var den daglige opdatering på CF-foreningens hjemmeside. En rapport om vores oplevelser med fotos blev hver aften sendt til webmaster Erik Wendel, som opdaterede hjemmesiden. Vi havde i år frabedt os mobiltelefoner blandt børnene, men forældrene kunne via hjemmesiden følge med i børnenes liv i Val Thorens. Børnene har stor glæde af at deltage i en uges skilejr. De får gennem skiløbets udfordringer opbygget stor selvtillid og glæde ved at motionere. De er selv ansvarlige (med nænsom hjælp) for deres mødetidspunkter og medicinske behandling. Og de ser, at de ikke er alene om at tage medicin og peppe. Og i år var de med til at hjælpe med husholdningen og fik i tilgift talt engelsk med Laura og deres skilærer. Efter lejren har vi fået begejstrede
udtalelser fra forældrene: På chat’en på CF-websiden kom der følgende hilsen: “Kære Finn, Lasse, Laura, Peter og Odile. Jeg bevæger mig forsigtigt ind på børnenes sider for ydmygt at sige TAK. Det er lykkedes jer igen i år at give Sarah en superdejlig, udfordrende, sjov skitur. Siden i går hvor bussen holdt i Århus, har hendes mund kun været lukket de 13 timer hun sov, ellers har vi hørt om alt det, I har nået at opleve og SPISE i de 10 dage. Vi er dybt imponerede over jeres måde at være sammen med børnene på. Det er bare så dejligt at få sådan en selvsikker og glad pige hjem igen. TAK.” “Vi vil godt have lov at sige TAK til alle der var med til at gøre turen til Frankrig til en virkelig dejlig tur for Tina. Hun satser på at skal deltage til næste år Endnu en gang tak. Hilsen Tinas forældre.” “FANTASTISK OPLEVELSE – DET SKULLE DE BARE SE, DEM DER SKAL BEVILGE PENGE !!” Tak til børnene på CF-skilejr 2001, tak til lederteamet, og tak til vores back-up P.S. fra CF-sekretariatet:
|
