Indsamling til fordel for Cystisk Fibrose
Pølsevognen.net

 

Se de spændende beretninger og mange billeder fra Pølsevognen’s oplevelser i England, mens der blev samlet penge ind til CF-foreningen.

Læs om: 1-0 til pølsevognen - og Norwich, Helveg's pølsevogn i himlen, Villa vilde med pølser - og Hotdog i Hampstead.

Det er naturligvis med spænding, at vi afventer resultatet af turen, men vi skal nok styre vores nysgerrighed lidt endnu.
Dog kan vi afsløre, at der venter en overraskelse til CF-børnene og deres søskende,
som kommer på familiekursus i Faaborg 11.-13. november.

Mange hilsener og stor tak fra Cystisk Fibrose-foreningen til alle i Pølsevognen og til de mange pølsespisende kunder, der bidrog til den succesrige tur.

 

 

05.05.05
Pressemeddelelse
Pølsevognen – Tour England

Midt i DM i indsamling vender verdens mest berejste pølsevogn Danmark og mediehysteriet ryggen og drager til de britiske øer for at lave sin egen indsamling.

Pølsevognens medejer, landsholdsanfører Thomas Helveg, har anmodet pølseteamet om et besøg i forbindelse med Thomas’ klub Norwich sidste hjemmebanekamp i foråret.  Norwich er agterlanterne i den engelske Premiere League, men der er stadig håb om overlevelse i den bedste engelske række. Men så skal Norwich i hvert fald nappe alle tre point på lørdag. Der er derfor lagt op til enten jubel-hottere eller grav-hottere, når pølsevognen åbner lugerne efter kampen og Thomas Helveg langer hottere over disken.

Som altid når den muntre pølsevogn drager ud i det blå og øser ud af velsmagende dansk madkultur, er der en alvorligere grund til galskaben. På opfordring fra Thomas Helveg samles der denne gang ind til Cystisk Fibrose foreningen.          

Pølsevognen byder på gratis hottere og congobajere og opfordrer "kunderne" til at give et bidrag. Pølsevognen har tidligere samlet penge ind til oversete grupper på Skejby Sygehus børneafdeling (Europa 2003), Foreningen Cancerramte Børn (EM i Portugal 2004) og Mathilde Willumsen (Firenze/Canazei 2005)

På mandag ruller pølsevognen til Norwich’ træningsanlæg, hvor Thomas’ holdkammerater, sponsorer og ledelse får lov at mæske sig – og forhåbentlig hælde masser af engelske £ i indsamlingsbøtterne.

Herefter besøger pølsevognen Premiere League klubben Aston Villa, hvor landsholdets målmand Thomas Sørensen og landsholdspilleren Martin Laursen har deres virke.
Vi slutter af i London, hvor bl.a. det danske KFUK får besøg.

Alle indsamlede midler i England går ubeskåret til Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose.

Frivillige på turen er Pølsemand Michael Nørgaard, tidligere tilrettelægger og vært på DR., Pernille Morthensen, indehaver af +PM, Tina Pedersen, folkeskolelærer på Fjordgade skole i Århus samt Fanny Posselt, projektleder og indehaver af Kontutto ApS.

 


08.05.05
Nyt fra verdens mest berejste pølsevogn

1-0 til pølsevognen - og Norwich
De fodboldgale Norwichfans tog begejstret mod verdens mest berejste pølsevogns første optræden på engelsk grund. Det skete i forbindelse med Norwichs "vind eller forsvind" kamp mod Birmingham lørdag eftermiddag, hvor
 et enkelt mål på straffespark gav Norwich håb om endnu en sæson i den bedste engelske række.

Det var dog først efter det sidste fløjt, at de hæse fans
fik lindret svælget med kølige congobajere og sprøde hotdogs. Og fansene var rundhåndede med de engelske pund, når de blev opfordret til at afregne
"et sæt med-det-hele" med en donation til Cystisk
Fibrose foreningen.

Hotterne fløj ud af den lille pølsevogn, mens pundene dumpede ned i indsamlingsbøsserne. Selv ikke kraftige byger kunne tynde ud i rækken af sultne og glade Norwich fans, der brugte ventetiden i køen til at håne de slukørede Birmingham fans, der stille gled forbi. Stor var begejstringen, da danske Thomas Helveg i habit og slips indtog pølsevognen og med kyndig hånd konstruerede den danske udgave af en hotter med det hele.

Fart på
Pressen skød deres billeder, men selv da de var færdige og drog afsted forblev Thomas Helveg i sin pølsevogn. Først da alle var fodret af og det tyndede ud i lageret af råvarer, gik han ud af vognen og bestilte en af de sidste på panden. På pølsemandens spørgsmål: "Hva' ska' der på?" lød det tørt fra Norwichspilleren: "Fart på!!!"

Pølsevognen glæææææder sig nu til mandag hvor den skal lave frokost til Norwich spillerne umiddelbart efter træning. Spillernes koner, kærester, børn, sponsorer, klubbens ansatte og fans er også inviteret til denne lette og uformelle frokost i det grønne.

Næste stop bliver Aston Villa, hvor landsholdsspillerne Thomas Sørensen og Martin Laursen spiller.

Humøret er højt  hos pølseteamet, der efterhånden har fundet sig godt til rette i den gamle Volvo fra 1965. Plads har de ikke meget af - til gengæld oser det af hygge, når pølsepigerne digter sange til pølsevognen.
 

  

  

 

 

10.05.05
Helveg's pølsevogn i himlen

Efter den meget spændende kamp Norwich mod Birmingham lørdag kunne Thomas Helveg og holdkammeraterne mandag slappe af i pølsevognens selskab.

Worthington overraskede
Norwichspillerne var kaldt til træningsanlægget af manager Nigel Worthington, der ikke havde fortalt holdet, at der stod hottere og Cocio’er på programmet og ikke benhård træning.
Så det var en særdeles positiv overrasket trup, der troppede op foran pølsevognen for at få deres velfortjente kalorier. Klubbens ledelse, fans og presse var også mødt op for at få del i løjerne og pølsevognens lækkerier. Både TV og den skrevne presse så på, da Norwichspillerne gik til fadet - specielt de to svenske spillere Mattias Jonson og Mathias Svensson gjorde deres til, at varelageret i den lille vogn skrumpede gevaldigt ind.

It's all about love
Thomas Helveg var igen i centrum som pølsemand til stor morskab for holdkammeraterne. De måtte dog erkende, at Helveg efterhånden er blevet en ørn til at dekorere en pølse i brød med hele farveladen, rå og ristede afsluttet med åkander og en congobajer til at skylle det hele ned med. Hemmeligheden bag håndelaget er som Thomas udtrykte det: "It's all about love".

Pølsevognen kunne ikke blive meget lykkeligere...

Også indsamlingsbøsserne havde en god dag til glæde for Cystisk Fibrose Foreningen.

Næste stop bliver Birmingham hvor storklubben Aston Villa har hjemme. Landsholdsspillerne Thomas Sørensen og Martin Laursen har inviteret pølsevognen til at overvære træningen. Også her står den på hottere og Cocio'er i selskab med de øvrige Aston Villa stjerner.


  

 

 

12.05.05
Villa vilde med pølser

Verdens mest berejste pølsevogn var tirsdag forbi Premiere legaue klubben Aston Villa i Birmingham. Landsholdets Thomas Sørensen og Martin Laursen tog imod med julelys i øjnene - en dansk pølsevogn på Aston Villas eksklusive og velbevogtede træningsanlæg var i sandhed et særsyn. Efter et par timers
træning mødte sultne og forventningsfulde spillere, trænere og manager op til
hottere med det hele. Klubbens ledelse og ansatte holdt sig pænt i baggrunden
indtil første omgang hottere var i hånden på stjernerne. Sky Sport, lokale
aviser og radiostationer var på pletten for at dokumentere det sælsomme syn.

Pølseteamet kunne dårligt følge med efterspørgelsen på de sprøde pølser i brød
med den sære kombination af ketchup, sennep, remo, rå og ristede og det
syltede diller daller på toppen. Både Thomas Sørensen og Martin Laursen stod
dog klar til at give en hånd med - og inden pølseteamet fik set sig om indtog
de to landsholdsspillere på skift pølsevognen. Et par af deres kolleger fik
smuglet hottere ud ad bagdøren ude af TV-kameraernes synsfelt. De ville
nødigt fanges med en kaloriebombe i hånden.

Hverken Thomas Sørensen eller Martin Laursen havde bekymringer i den retning.
Thomas Sørensen nåede at spise to hottere og drikke adskillige Cocio'er inden
han blev kaldt til undersøgelse sammen med flere andre spillere. Inden ferien
i næste uge skulle spillerne nemlig forbi doktoren og have målt deres
fedtprocent!!!


Martin Laursen havde tid nok. Han skulle først til undersøgelse en times tid senere. Han nåede at guffe fire hottere, inden han måtte give op. Ifølge The
Times, tirsdag, havde de to svenske spillere Mathias Svensson og Mattias Jonsson rekorden med tre danske hottere. Den rekord er hermed slået af danske
Martin Laursen. Godt gået!

Da pølseteamet hen på aftenen godt brugte smækkede benene op på hotelsengen, var det en sand fornøjelse at følge Sky Sports News dækning fra dagens begivenhed. Mindst en gang hver time rullede indslaget om pølsevognen henover skærmen. Her interviewede Sky Sport Thomas Sørensen.

Dagen efter kørte indslaget med pølsevognen igen!!!
Denne gang med Martin Laursen i interview. Flere Birmingham aviser ventes at dække begivenheden de næste dage, når Aston Villas presseafdeling sender pressemeddelelser og billeder ud.

Siden gik turen til London over Stratford -
Shakespeares fødeby. Efter et kort
visit i byen vendte Pølsevognen og Volvo'en fra 1965 snuden mod London. En
overskuelig lille tur... troede vi. Med en stigning på 16%, pølsepigerne
løbende ved siden af og en traktor foran i sneglefart måtte Volvo'en give op.
Heldigvis kom der to engelske brødre med store overarme og hjalp os. Med en
let pølsepige bag rattet og tre store, skubbende mænd lykkedes det at bestige
bjerget.

Det er en stolt og glad pølsevogn med team, der nu er i London, hvor flere
spændende udfordringer venter de næste dage.


  

 

 

16.05.05
Hotdog i Hampstead

Verdens mest berejste pølsevogn ramte onsdag aften London. Fredag stod pølseteamet klar i den eksklusive Londonbydel Hampstead, hvor det danske KFUK har deres flotte hus. Her huses 65 unge danskere af begge køn, der arbejder, studerer eller bare prøver lykken i den gigantiske by.

Alle havde glædet sig i ugevis til at få besøg og så snart pølseteamet åbnede biksen, flokkes de unge danskere om pølsevognen som fluer om en sukkermad. Ingen gik sultne derfra. En nydelig, ung dansk pige gik helt amok og guffede hele fem –altså FEM hottere i sig. Hun har dermed slået Martin Laursens rekord på fire styk i forbindelse med pølsevognens besøg hos Aston Villa.

Selvom pølsevognens unge gæster ikke på nogen måde vælter i penge, gav de alle rundhåndede bidrag til Cystisk Fibroseforeningen. Flot!

Pølsevognen fik også besøg af repræsentanter for den danske kirke i London, ambassaden og den danske klub. Alle var enige om, at pølsevognen og det den står for, er et genialt koncept. At sprede hygge, humor og glade dage og samtidig – uden ”tvang” - samle penge ind til velgørenhed er  en meget sympatisk idé, hed det.

Flere henvendte sig til pølseteamets projektleder, Fanny Posselt, og forhørte sig om muligheden for at få besøg af pølsevognen. Det anslåes, at der er omkring 30.000 danskere i London og en stor del af dem, er organiseret i klubber, kirken og danske foreninger.

Ikke kun på Londonturen er pølseteamet blevet bedt om at komme igen. Både fra Norwich Football Club og Aston Villa har ledelsen forespurgt om muligheden for et gensyn.

Pølseteamet vender søndag den 15.maj Volvo Amazonen og pølsevognen i retning mod Danmark. Alle er enige om, at dette kun var en generalprøve på pølsevognens muligheder i England. Et hav af muligheder for events, indsamlinger fulgt af massiv pressedækning ligger lige for til glæde for teamet, organisationerne vi samler ind til og ikke mindst til glæde for vores sponsorer.

Pølsevognen har gjort et uudsletteligt indtryk på alle, der har set og hørt om den.
Når pølsevognen ruller rundt i Londons gader vender folk tommelfingeren opad. Indslag i Sky Sports News, artiklen i The Times og flere lokale aviser,  har virket. Flere genkender det mærkelige syn af en gammel Volvo, der slæber en klassisk dansk pølsevogn efter sig.

Desuden er der udtrykt ønske om at få pølsevognen til Montreal, Dubai, Mexico, Cuba og San Fransisco. Derfor pønser pølsevognen på, at turen tværs over USA skal være i 2006 efter et vellykket VM i Fodbold i Tyskland. 

 

 

24.05.05
Pølsevognen på hjemmebane - igen

Med alle tre hjul på sikker grund – netop hjemvendt til landet mellem tvende have – besluttede Pølsevognen at fortsætte og indsamlingen til Cystisk Fibrose-foreningen lidt endnu.

Fra England fulgte Pølsevognen med interesse den seneste omtale af byens hold, AGF. Med ønsket om at sprede glæde hos spillerne bød Pølsevognen sig til, og lørdag den 21. maj stod den på AGF´s træningsanlæg og delte hottere og Congobajere ud til Superliga-spillerne.

  

Det var en overraskelse til spillerne, og de blev da også glade, da duften af hotterne bredte sig, og de efter træningen kunne gå ombord i den velsmagende delikatesse.

Sören Åkeby kiggede ligeledes forbi og satte sit præg på produktionen af hottere. Det var ikke verdens hurtigste tid - tværtimod, nok noget af det mest langsommelige, der længe er set.
Til gengæld blev der lagt en stor mængde følelse i produktionen og en snært af gastronomi.
"En Pölse må man servera med fölelsa!” som Åkeby udtrykte det!


Udover at sprede glæde samlede Pølsevognen også ind til Cystisk Fibrose, og indsamlingsbøtten blev fyldt godt op.
Det var en rigtig hyggelig time i selskab med AGF-spillerne, og Pølsevognen nød at være på hjemmebane.

Rekorden fra Hamstead i London på hele fem hottere på ét arrangement blev ikke overgået denne gang. Bliver den mon nogensinde det? 

 

Foryderligere oplysninger om pølsevognen.net kontakt:

Projektleder Fanny Posselt
e-mail: fanny@kontutto.com
Mobil:  +45 3062 5530

Se også: www.kontutto.com og www.pølsevognen.net